Svar:
Hej med dig.
Tusind tak for dit spørgsmål.
Det er meget forskelligt for piger og kvinder, hvor let de har ved at få orgasme, og faktisk er det kun lidt over halvdelen af alle kvinder, der har sex med mænd, der altid får orgasme, når de har sex - så du er bestemt ikke alene. Der kan være mange forskellige årsager til, hvorfor nogen har svært ved det.
Det kan være rigtig hjælpsomt at kende sin egen krop rigtig godt, hvis man gerne vil få orgasme med en partner. Du skriver ikke, om du kan komme ved onani, men det kan være et godt sted at starte. Udforsk din krop og vær nysgerrig på, hvad der er rart. Så vil du også nemmere kunne guide din kæreste til, hvad han skal gøre. Du kan læse lidt mere om
Pigers/kvinders onani her.
Det er også almindeligt, at det er nogle psykiske årsager, der gør, at man ikke kan få orgasme. Du skriver, at du er tryg ved din kæreste, og det er jo rigtig dejligt, men det udelukker ikke, at der kan være andre psykiske "barrierer" for din orgasme. Det kan fx være, hvis du er stresset og har mange ting i hovedet. Det kan også være, hvis du får et "overfokus" og bliver meget frustreret over, at orgasmen ikke kommer, og derfor har svært ved at slappe af i kroppen. Derfor kan det være en god idé, at du finder en accept og tålmodighed omkring situationen, som den er lige nu, selvom vi godt forstår, det er frustrerende.
Du skriver ikke så meget om, hvordan du og din kæreste har sex, så det kan være, i allerede har prøvet disse ting, men vi skriver dem lige alligevel.
Det er de færreste, der oplever en orgasme alene ved sex i skeden. De fleste får kun orgasme ved at klitoris bliver stimuleret. Hvis i ikke har eksperimenteret så meget med det, kunne det være en god idé. Klitoris kan blive stimuleret på mange måder, men det er oftest med fingrene, tungen eller sexlegetøj, fx en vibrator. Mange synes også, det er en god vej til at opnå orgasme, at klitoris bliver stimuleret, mens man har penis oppe i skeden. Det er også meget forskelligt hvilke stillinger, der bedst hjælper kvinder med at få orgasme, så forsøg jer med lidt forskellige og kombiner det med at stimulere klitoris imens.
Vi håber du fik svar på dit spørgsmål, og ellers er du meget velkommen til at skrive herind igen. Du kan også ringe på +45 70202266 eller chatte med en rådgiver på alle hverdage mellem kl. 15 og 19.
De bedste hilsener Sexlinien
XX24