Jeg er bange, når jeg får en orgasme

[Spørgsmål-ID 120853]
Pige/Kvinde 45 år

Spørgsmål:

Hej. Jeg er bange for at få en orgasme. Jeg så en youtube video der viser at den del af hjernen der føler angst of frygt, slår fra under orgasme. Jeg er desværre alene men kan godt ramme en orgasme, hvis jeg er super heldig, men jeg tror jeg hallucinerer når det sker, for jeg dør hver gang. Hændelserne er lidt lange, så jeg fortæller ikke om dem. Jeg tager medicin mod forhøjet blodtryk og jeg er bange for at dø af hjertestop, hvis jeg giver efter for følelsen der fortæller mig: "Bare slap af og giv slip". Min hjerne siger at jeg dør, hvis jeg gør. Hvis mit blodtryk stiger for voldsomt, fordi jeg måske bliver FOR ophidset, kan jeg risikere at dø? Hjælp?!

Svar:


Hej og mange tak for din henvendelse


Det lyder ikke spor rart at have den slags tanker og hallucinationer knyttet til det at få en orgasme. Sådan er det ikke meningen, det skal være!

Alene det at man har forhøjet blodtryk betyder ikke, at der er nogen alvorlig risiko for at dø ved at få en orgasme. Så umiddelbart vurderer vi ikke, at der er noget at være bekymret for.

Når det er sagt, er det vigtigt for os at understrege, at din bekymring selvfølgelig skal tages alvorligt, når den fylder, som den gør for dig. Derfor vil vi også råde dig til at bestille en tid hos lægen og præsentere dit problem for hende/ham. Det tænker vi er en god idé af to grunde. Dels så du kan få lægens vurdering af, hvordan du bør forholde dig til sex og orgasme ift. dit blodtryk - lægen vil langt bedre end os kunne vurdere din situation, når hun/han kender din sygehistorik og ved hvilken medicin, du tager. Men et besøg hos lægen er også vigtigt i forhold til at få talt om det psykiske problem, som også er der, når du oplever angst og frygt knyttet til orgasme. For hvis der ikke egentlig er noget 'medicinsk' problem hos dig, kan det være, at du kunne have rigtig god hjælp af at tale med en professionel om det. Det kunne starte med at være lægen, men det kunne også være relevant for dig at prøve at tale med en psykolog om, hvorfor tankerne/frygten vokser sig så store for dig.


Du er selvfølgelig også meget velkommen til at skrive på chat eller ringe på 70 20 22 66 for at tale nærmere om problemet. Vi kan ofte give lidt mere præcis rådgivning, når det er på chat eller telefon. Vi har åbent alle hverdage mellem 15 og 19.

Med venlig hilsen
Sexlinien, xx140