Bange for ikke at kunne præstere
[Spørgsmål-ID 121013]
Dreng/Mand
16 år
Spørgsmål:
Hej sexlinien. Jeg har en super sød kæreste og jeg tror hun gerne vil have sex med mig. Problemet er bare at jeg ikke har kunne få min pik stiv nok til samleje nogensinde. Det vil sige med to forskellige piger omkring 10 gange samlet set. Jeg er glad for at de var tålmodige med mig og jeg gik jo selvfølgelig ned på dem og sørgede for at de selv nød det selvom jeg ikke helt nød det på samme måde som de gjorde. Jeg nød at give nydelse, men det er lidt en anden følelse en at det selv (håber det giver mening). Tilbage til min kæreste. For nogle uger siden lå vi og jeg slikkede hende og gav hende finger inden hun sagde at hun ville hellere have “mig” og spurgte så om jeg havde et kondom. Jeg svarede hurtigt nej selvom det var løgn, for jeg er ikke klar til at ydmyge mig selv foran min kæreste. Jeg ved ikke hvad jeg skal gøre. Jeg er super glad for hende og på den ene side elsker jeg hende og jeg vil gerne have min første gang med hende men jeg er bange for at jeg ikke kan præstere og det bliver en fiasko som alle de andre gange. Jeg ved ikke om det er vigtig info men jeg har normalt stiv pik når jeg vågner og når jeg onanerer for mig selv. Problemet opstår kun med andre mennesker. Burde jeg bare tale med hende om det og måske også få en tid hos lægen? Tak fordi I gider læse mit lange brev.
Svar:
Hej og tusinde tak for dit spørgsmål,
Hvor lyder det bare dejligt at du har en super sød kæreste, og som giver udtryk for at hun har lyst til dig. Først må du virkelig ikke være hård ved dig selv, SÅ mange drenge på din alder står i lignende situation. En situation hvor man kan få så meget præstationsangst, at ens penis simpelthen ikke vil det samme som ens hjerne vil. Det kan nemt blive til en ond cirkel fordi man i frygt for ikke at kunne få stiv penis, netop ikke kan få det, fordi man er så opsat på at få det. Lidt lige som at hvis man har lært et sejt trick, et bestemt dansemove eller lignende, og når man så skal vise det til andre, så kan det føles som om man bare er en klumpedumpe og har glemt det hele, Efter noget tid, så kan de fleste dog vænne sig til at der er andre til stede, og så går det lige pludselig lettere. Du siger at du elsker din kæreste, så måske skal du forsøge at stole på at hun godt kan rumme at du er nervøs, og bange for at skuffe hende, og fortælle hende ærligt hvordan du har det. Der er intet fysisk galt med dig, da du som du selv skriver har stiv pik om morgenen og når du onanerer, men du har nok brug for tillid og tryghed før du kan give rigtig slip på din præstationsangst. Mange piger kan også opleve at de er så stramme, eller tørre ud fordi de er nervøse, og føle at det er deres skyld at sexen ikke kan "lykkes". Det er ingens skyld. Man er ung, nervøs og vil bare gerne gøre det godt, og ikke "skuffe" sin kæreste. Hvis din kæreste også er rigtig glad for dig, så er vi sikre på at du kan tage en åben samtale med hende. I kan evt. tale om at du simpelthen bliver nervøs, fordi du så gerne vil gøre hende glad og tilfreds. Vi tænker ikke umiddelbart at du behøves at kontakte lægen endnu, men hvis du oplever at problemet bare fortsætter og fortsætter, så kan det være en god idé at nævne det for din læge. Som du selv nævner så har du jo ingen problemer med at få stiv pik alene, så derfor vurderer vi ikke at problemet er fysisk, hvilket det også meget sjældent er. Du må ikke tro at det aldrig nogensinde kan lade sig gøre, det skal nok komme, når du begynder at føle dig mere tryg og tilpas med din kæreste. Den åbne og ærlige samtale er en god start. De fleste piger ved godt at drenge kan have præstationsangst, der gør at pikken sommetider forbliver slap, men sommetider kan nogle piger tro at det er fordi drengen ikke tænder nok på dem. Hvis din kæreste begynder at tro det er hendes skyld, så kan du evt. fortælle hende at du jo virkelig nyder at give hende nydelse, og at det netop er fordi at du tænder så meget på hende, at du oplever at blive ekstra nervøs og bange for at skuffe.
Vi håber virkelig du kan bruge svaret, og ellers er du meget velkommen til at skrive igen. Du kan også ringe eller chatte med en rådgiver på alle hverdage mellem kl. 15 og 19. Vores telefonnummer er : 70 20 22 66.
Bedste hilsener Sexlinien
xx132