P-plaster

Hvad er et P-plaster?

P-plaster er en præventionsform, som piger/kvinder kan bruge for at undgå graviditet, når de har sex med drenge/mænd.

 

P-plaster er et tyndt plaster, som du skal sætte fast på huden.

P-plastret indeholder hormonerne østrogen og gestagen ligesom p-piller, men i mindre doser.
P-plastret frigiver en lav dosis hormon, som går ind i blodbanen gennem huden. P-plastret virker ved at hindre ægløsning.

Hormonerne i p-plastret ændrer også slimen i livmorhalsen, så sædcellerne ikke kan trænge op i livmoren.

Du skal have en recept fra din læge, hvis du ønsker at bruge p-plaster.

 

Sådan bruges p-plastret

Du skal bruge p-plaster i 21 dage og så holde pause i syv dage. 

Du skal sætte et nyt plaster på hver uge. Det skal du gøre i tre uger og derefter holde en uges pause. I den plasterfri pause får du en blødning. 

P-plastret kan placeres fire forskellige steder på kroppen: På balderne, på maven, på overkroppen (ikke brysterne) og på overarmene. 

Du skal trykke plastret fast på huden, indtil kanterne klæber godt. 

Brug ikke creme, lotion eller lignende, der hvor plastret sættes. 

Du kan gå i svømmehal og sauna med plastret på. Plastret kan godt tåle at blive vådt og varmt. 

Brug kun et plaster ad gangen. 

Sæt ikke et nyt plaster på det samme hudområde, som det plaster, du lige har fjernet. 

Kontroller hver dag at plastret ikke er faldet af. Hvis plastret har løsnet sig - eller er faldet af - skal du straks sætte et nyt plaster på, som så kan fungere en uge. 

Hvis du har mistanke om, at du har været uden plaster i mere end 36 timer, skal du bruge kondom som ekstra beskyttelse i syv dage. Dette gælder ikke i pausen, hvor du skal have din menstruation.

 

Hvornår virker p-plastret? 

Hvis du sætter plastret på på den første menstruationsdag, er du beskyttet fra den dag. 

Hvis du ikke får startet på første menstruationsdag den allerførste gang, at du bruger p-plaster, så skal du bruge kondom de første syv dage. Det gælder kun for det første plaster. 

Efter du har brugt tre plastre, skal du holde pause i syv dage.

Du er stadig beskyttet imod graviditet i en plasterfri uge, hvor du får din blødning.

Hvis du efter en pause glemmer plastret i mere end én dag, skal du bruge kondom i 14 dage. 

Så snart du holder op med at bruge p-plaster, kan du blive gravid.

 

Fordele ved p-plaster

P-plastret er en næsten 100% sikker præventionsmetode.

Du skal kun tænke på prævention en gang om ugen.

P-plastret giver ingen afbrydelse i samlejet.

P-plastrets virkning bliver ikke påvirket af diarré eller opkastninger.

P-plastret har to dages ”glemmegaranti”. Det vil sige, at plastret indeholder hormoner nok til to dages ekstra fuld beskyttelse.

P-plastret afgiver mindre hormondoser end p-piller. De hormoner, som p-plastret afgiver, går nemlig uden om mave/tarmkanalen i modsætning til p-pillerne.

Hormonmængden, der ender med at være i blodbanen, er dog den samme som ved brug af p-piller. 

 

Ulemper ved p-plaster

Der kan forekomme lette bivirkninger såsom brystspændinger, hovedpine, kvalme eller humørsvingninger

Det er ikke alle, som kan bruge p-plaster (se mere til højre i  "Brug ikke p-plaster, hvis...")

P-plastret beskytter ikke mod sexsygdomme, som fx klamydia og hiv.

P-plastret fungerer muligvis ikke så godt hos kvinder, der vejer 90 kg eller derover.

Efter brug skal p-plastret lægges i den foliepakke, som p-plastret oprindeligt lå i. Hvis p-plastret smides direkte væk uden foliepakken kan det afgive hormon, som belaster miljøet.

 

Læs meget mere om prævention her.