Klamydia er en meget almindelig sexsygdom i Danmark. Hvis du er smittet med klamydia, er du smittet med en bakterie, der hedder chlamydia trachomatis.
Du kan ikke selv udvikle bakterien, men skal smittes med den for at få klamydia.
Klamydiabakterien smitter let og spredes derfor hurtigt. Hos piger og kvinder sætter klamydiabakterien sig i livmorhalsen i toppen af skeden, men kan også findes i urinrøret.
Hos drenge og mænd sætter klamydiabakterien sig i urinrøret, men både kvinder og mænd risikerer, at bakterien spreder sig videre i de indre kønsorganer.
Det kan give betændelse i æglederne hos piger og kvinder og i bitestiklerne hos drenge og mænd. Hos begge køn kan klamydia også smitte til endetarmen og til halsen.
Klamydia smitter ved kontakt mellem slimhinder, og du har bl.a. slimhinder i endetarm, skede, penis og mund. Det kan smitte ved kontakt mellem kønsorganer samt ved oralsex og analsex.
Klamydia kan ikke smitte fra munden - kun fra pikken, skeden eller endetarmen. Men det kan godt smitte til munden, hvis du fx giver ubeskyttet oralsex til en klamydiasmittet.
For at undgå smitte med klamydia, skal du undgå at slimhinderne hos dem, du har sex med, kommer i berøring med dine slimhinder. Eller at præsperm, sperm eller skedesekret fra den ene, kommer i kontakt med den andens slimhinder.
Smitten kan fx også ske, når man rører ved den andens kønsorganer og bagefter ved sine egne. Eller hvis man bruger det samme sexlegetøj, fx. en dildo, på først den ene og så den anden.
Klamydia kan smitte ved sex mellem en mand og en kvinde, ved sex mellem to mænd eller to kvinder. Selvfølgelig også, hvis I er mere end to personer.
Du kan beskytte dig sådan her ved forskellige slags sex:
Ikke alle får symptomer. Det er kun halvdelen af dem, der er smittet med klamydia, der får symptomer. Den anden halvdel kan ikke mærke, at de er smittet. Du kan altså sagtens være smittet eller smitte andre med klamydia uden at vide det.
Hvis du mærker symptomer, viser de sig som regel mellem 1-3 uger efter smitten. Symptomerne kan fx være udflåd fra urinrøret og sviende smerter ved vandladningen, så det føles som "at tisse glasskår", når man går på toilettet – det gælder både for mænd og kvinder. Piger og kvinder kan få øget udflåd fra skeden, og de kan også opleve, at de småbløder ved sex, hvis de er smittede.
Hvis du har haft sex i endetarmen, kan der opstå infektion i endetarmen med smerter, udflåd samt muligvis diarre. Hvis du er smittet i munden, kan du få ondt i halsen.
Det er vigtigt at gå til lægen eller på en sexsygdomsklinik for at blive undersøgt, hvis man har haft ubeskyttet sex. Diagnosen kan stilles 1-2 uger efter smittetidspunktet.
Kvinder får en gynækologisk undersøgelse, hvor de podes fra livmorhalsen. Ved symptomer podes også i urinrøret, med mindre lægen foretager en urintest.
Mænd får foretaget en urintest. Nogle få læger og sexsygdomsklinikker bruger en podning med vatpind i urinrøret i stedet for urintest. At teste med en urinprøve er forholdsvis nyt, og er ikke indført alle steder.
Du har ret til at vælge en anden læge end din praktiserende læge, hvis du har mistanke om, at du er smittet med en sexsygdom.
Klamydia er nem at behandle med piller, når sygdommen er opdaget. Det er vigtigt, at du ikke har sex eller at du bruger kondom i syv dage efter behandlingen.
Piger og kvinder kan få underlivsbetændelse, som kan gøre dem sterile (ude af stand til at få børn), hvis sygdommen ikke opdages og behandles.
En dreng eller mand kan få betændelse i bitestiklerne, hvis han er smittet og ikke bliver behandlet. Dette kan også medføre sterilitet.
Se liste over sexsygdomsklinikker hvor du kan blive testet her.