lgv

Hvad er Lgv?

Lgv er en sjælden sexsygdom

Når du er smittet med lgv, er du smittet med lymfogranuloma venereum, der er en variant af klamydiabakterien. 

Du kan ikke selv udvikle bakterien, men skal smittes med den for at få lgv.

Forskellen til den almindeligt kendte klamydia-infektion er, at lgv spreder sig til dit lymfevæv.

Der er lymfevæv mange steder i kroppen, fx. i halsen, i lysken og under armene.

Sygdommen ses mest i tropiske og subtropiske lande og sjældent i Danmark.

Nå du ser sygdommen i Danmark, er det tit mænd, der er smittede efter at de har dyrket ubeskyttet sex på rejser i udlandet. 

 

Hvordan smitter lgv?

Lgv smitter til dine slimhinder.

Fra slimhinderne kan smitten sprede sig til det nærliggende lymfevæv, fx i lysken eller rundt om endetarmen inde i underlivet.

Det er især slimhinderne i pikken, endetarmen og skeden, som lgv smitter til.

Lgv kan også smitte til munden, men det er sjældent.

 

Hvordan undgår du lgv?

Kondomer beskytter godt mod smitte med lgv.

Lgv er ret sjælden i Danmark, men er i stigning i europæiske storbyer og er hyppig i Afrika, Asien, Sydamerika og Caribien.

Derfor er det især vigtigt at bruge kondom, hvis du har sex på rejser i udlandet.

Har du oralsex i skeden eller endetarmen, kan du bruge slikkelapper.

Hvis du deler sexlegetøj med nogen, kan I sætte kondom på sexlegetøjet.

Kondomet skal skiftes, hver gang sexlegetøjet skifter bruger. 

 

Symptomer på lgv

Der går ca. 1-3 uger fra man smittes, til der kommer symptomer.

Første stadium: Lille forbigående herpes-lignende sår på kønsdelene

Andet stadium: Efter få uger kommer der kraftig og smertefuld hævelse af lymfeknuderne i den ene lyske.

Også lymfeknuderne i den øvre del af låret i samme side af kroppen kan hæve.

Huden over lymfeknuderne kan blive rød.

Der dannes fistler (sårkanaler) til huden, hvor der udtømmer sig pus (betændelse).

Hos piger/kvinder kan der dannes fistler til skeden.

Hvis du er smittet i endetarmen, kan der komme smerter og udflåd med tegn på kraftig betændelse af slimhinderne i endetarmen.

Herfra kan smitten sprede sig til lymfeknuderne omkring endetarmen og danne bylder i endetarmsregionen og inde i underlivet.

I sjældne tilfælde kan lymfeknuderne på halsen forstørres, hvis du er blevet smittet i forbindelse med oralsex.

 

Komplikationer

Tredje stadium: Bliver du ikke behandlet for lgv, kan du få kronisk ardannelse, der ødelægger lymfekanalerne fra kønsorganerne.

Kønsorganerne vil hæve voldsomt op.

Tilstanden er varig og kaldes 'genital elefantiasis'.

Ardannelse i endetarmen kan føre til forsnævringer.

 

Hvordan testes og behandles lgv?

Lægen tager en prøve med vatpind (podning) af sekret fra sår og fra urinrøret hos begge køn.

Fra piger/kvinder tages der en prøve fra skeden (livmorhalsen).

Der tages også en prøve fra endetarmen ved anale symptomer.

Lægen kan desuden udsuge væske fra lymfeknuderne til testning.

Prøverne sendes til et laboratorie.

Se liste over sexsygdomsklinikker hvor du kan blive testet her.

 

Behandling

Antibiotika kan helbrede smitte med lgv.

I de fleste tilfælde varer behandlingen med en eller to tabletter hver morgen og aften i tre uger.

 

Læs mere om sexsygdomme her.