'Hvordan i alverden kommer jeg i gang? Bliver jeg helt til grin?'
'Jeg kommer garanteret til at gøre noget forkert og så skrider hun eller han…'
Sådan tænker mange af os første gang – og bagefter finder vi ud af, at det egentlig ikke var så svært.
Men det er jo nemt at sige, når man har prøvet det mange gange.
Det er jo lige som at få en cykel: I starten er det svært at holde balancen, men jo mere man øver sig, jo bedre går det.
Du behøver ikke at være verdensmester for at kunne nyde sex, og derfor kan det heller ikke betale sig at lyve eller spille skuespil.
Det gælder også, selv om du er sammen med en sej sild eller cool fyr, der påstår at have prøvet det 20 gange før. Så viser det sig tit, at det måske kun var tre gange. Eller kun en.
Hvis du fx siger: Jeg er vild med dig, men jeg er usikker, fordi det er første gang - skal vi ikke tage det stille og roligt? – så vil du måske høre lettelsens suk fra din partner, som heller ikke har prøvet det før.
Pyha, så behøver ingen af jer lade som om, I har tjek på det hele.
Det med den store erfaring er slet ikke nogen betingelse for at gå i seng med nogen.
Nogle tror, at man på forhånd skal have stort kørekort til sex, men det er noget sludder.
Tænk, hvis man skulle kunne læse for at begynde i 1. klasse.
Og hvis den anden er mere erfaren end dig – så tænk på det som en gave: I har allerede lidt at starte med, når én af jer har prøvet det før.
Det er egentlig en fordel, fordi I så har flere erfaringer at trække på.
Hun eller han vil måske ligefrem synes, at det er spændende at være den, der lærer fra sig.
Måske har én af jer mere lyst end den anden, når I er sammen.
Det betyder ikke automatisk, at hun/han ikke kan lide dig, men måske bare, at lysten ikke er så stor lige nu.
Lyst er ikke noget, der dukker op og så bliver ved med at køre på fuld hammer. Den ene dag er man vild i varmen, den næste dag måske helt kølet af.
Sådan kan det være både når man er alene og når man har en kæreste. Og det gælder også både for drenge og piger.
I stedet for at blive ked af det og gå hver til sit, kan I måske bare ligge og kysse og kæle.
Hvis den, der har meget lyst, har brug for ”at komme”, er det fint at onanere – måske sammen med partneren, hvis begge har lyst til det.
Der er ikke nogle regler, der siger, at sex skal foregå på én bestemt måde og på samme måde hver gang.
Det gælder om at gøre noget, som du selv har lyst til. Og det kan svinge meget fra dag til dag.
Det er vigtigt, at du tænker over, hvilken slags prævention, du vil bruge første gang – og have den med, når du skal have sex.
Det er vigtigt altid at bruge prævention, når du har sex – også første gang.
Du kan nemlig sagtens blive smittet med sexsygdomme når du har sex den første gang, hvis din partner allerede har haft sex med andre.
Og en pige, der har samleje i skeden med en dreng, kan sagtens blive gravid den første gang, hun har sex.