Lyst til eget køn

Homoseksualitet er et ord, der siger noget om, at være tiltrukket af sit eget køn. 

 

Homoseksualitet handler om, at man føler sig tiltrukket af personer af det samme køn. Det kan enten være seksuelt eller følelsesmæssigt eller begge dele på samme tid. 

Homoseksualitet er på en måde det modsatte af heteroseksualitet, hvor man føler tiltrækning mod det modsatte køn, eller biseksualitet, hvor man føler sig tiltrukket af flere køn end bare ét køn,

 

Mere end bare tiltrækning


Tiltrækning handler ikke kun om seksualitet og bare fordi man føler sig tiltrukket af eller dyrker sex med personer af sit eget køn betyder det ikke nødvendigvis, at man er homoseksuel eller har lyst til, at definere sig selv som homoseksuel.

Mange oplever at de i løbet af deres liv er tiltrukket både seksuelt og følelsesmæssigt af forskellige køn - og måske endda på samme tid.

At føle sig tiltrukket af en person af eget køn kan handle om nysgerrighed eller være en fantasi. Fantasier om at have sex med en person af eget køn er en af de mest almindelige seksuelle fantasier.

Og hvis man fx bliver forelsket vælger man som regel ikke selv, at det lige netop er den person, der kan få ens hjerte til at banke hårdere, når personen træder ind i rummet. Vi styrer ikke selv hvem vi forelsker os i og hvorfor. På samme måde er det heller ikke noget du selv styrer, hvilket køn du bliver tiltrukket af eller forelsker dig i.

 

 

At definere sig som homoseksuel


For mange giver det god mening at identificere sig selv som homoseksuel, når de bliver forelsket eller har sex med personer af samme køn. For andre gør det ikke.

Nogle oplever, at det er en stor befrielse, at definere sig selv som homoseksuel, og at deres seksualitet er en stor del af deres liv og identitet.

De kan måske godt lide, at udtrykke deres seksualitet i deres tøjstil, på kroppen eller i de fællesskaber, som de vælger at være en del af.

For andre er det noget mere privat, som man ikke indvier andre i.

Mange oplever også at det er noget, som hele tiden er forandring. Nogle oplever måske, at den måde de ser deres eget køn på ændrer sig, og det påvirker den måde de definerer deres seksualitet på. For andre har det ingen betydning. 

Ens seksualitet er kun en ud af mange måder, hvorpå man kan definere sig selv eller vise hvem man er overfor andre. 

 

Hvorfor går vi så, så meget op i definitioner?


Det er meget udbredt i vores samfund at opdele mennesker i kasser og give dem labels. Det ser man både når vi laver befolkningsstatistik, diskuterer politik og rettigheder, eller når vi bare taler med hinanden om, hvad andre er til seksuelt.

Vi kan gode lide at gøre ting simple, men det kan ofte gøre det svært i praksis, fordi rigtig mange ikke oplever, at de passer ind i de kasser, som vi har skabt.

Og problemet med at opdele menneskers seksualitet er, at heteteroseksualitet ofte bliver set som "udgangspunktet", altså det normale eller det naturlige. Andre seksualiteter bliver set som noget, der afviger eller er anderledes sammenlignet med heteroseksualitet. Det kaldes også heteronormativitet

Uanset hvad er det altid kun dig selv, som ved hvilken seksualitet du har, og om du har lyst til, at bruge en bestemt definition, for at beskrive hvem du er.