Pigers/kvinders orgasmer

 

Som pige er det ikke altid lige let at opleve en orgasme

 

For nogle piger og kvinder er det lettere end andre at få orgasme. Det kan kræve både øvelse og et godt kendskab til sin egen krop.

Det hjælper også at ændre på den forestilling, at orgasme opnås ved, at pikken kommer op i skeden.

Faktisk er det de færreste piger og kvinder, der oplever en orgasme alene ved berøring inde i skeden. Hovedparten får orgasme ved at klitoris berøres.

Det kan være forskelligt fra person til person og fra gang til gang, hvor meget tid og berøring, der skal til før man får orgasme. Er du i tvivl om, hvorvidt du har oplevet en orgasme eller ej, har du højst sandsynligt orgasmen til gode.

Orgasme styres af den del af menneskets nervesystem, der ikke er styret af din vilje. Du kan derfor ikke selv bestemme, om du vil have orgasme eller ej. Stress og angst kan påvirke evnen til at opnå orgasme midlertidigt.

Orgasmen varer oftest blot i nogle sekunder, men der er ikke to orgasmer, der er ens. Hver orgasme kan opleves forskelligt. Du kan både få en lille og hurtig orgasme, en lang orgasme og opnå flere i træk.

De kan altså variere i både længde og styrke. Piger og kvinder kan opleve at få flere orgasmer lige efter hinanden.

 

Hvad er orgasme?

Orgasme er udløsningen af den spænding, der skabes i kroppen gennem sex.

Orgasmen resulterer i en serie rytmiske sammentrækninger i kroppens muskler, især i underlivet.

Ofte kan orgasmen ledsages af andre, ufrivillige muskelbevægelser, så man fx spjætter med dele af kroppen.

Sammentrækningerne ledsages desuden af en intens følelse af nydelse og en øget følsomhed i kønsdelene og huden.

 

Hvordan får du orgasme?

Alle kan lære at få en orgasme. Men du skal samtidig huske også at nyde og opleve det at være fysisk tæt på et andet menneske med kuldegysninger og skønne berøringer, uden at det nødvendigvis skal føre til orgasme for begge parter.

Du må heller ikke forvente, at det er din kærestes ”opgave” at give dig en orgasme.

Det er lige så meget din egen opgave. Det er vigtigt, at du lærer din krop og dig selv at kende, så du kan fortælle din kæreste, hvad du synes, der er dejligt.

Ofte er det psykologiske barrierer, der holder dig tilbage fra at få orgasme, hvis du ikke får den. Psykologiske barrierer kan være stress eller angst, fx for høje forventninger eller angsten for at miste kontrol.

Det kan også være at du ikke er vænnet til berøring inde i og uden på skeden endnu.

Derfor kan det være en god idé, at du prøver at kæle for dig selv med dine fingre, en dildo eller andet sexlegetøj, så du vænner dig til berøring. Og lærer, hvad der kan føles godt.

Du kan kæle for klitoris, kønslæberne og inde i skeden. Prøv at veksle mellem at røre der og så andre steder på kroppen, du har lyst til.