Sexlegetøj er ting - seksuelle hjælpemidler - der kan stimulere og pirre dig selv eller den, du har sex med.
Mest kendt er nok dildoen, der er en 'kunstig pik', men der findes også kunstige skeder og rigtig meget andet.
Der findes sexlegetøj til alle køn og på tværs af alle køn.
Ikke alle er lige vilde med sexlegetøj, nogle mener fx, at det er unaturligt og at man bør kunne nyde sex helt uden at bruge ”kunstige” ting.
Andre kan ikke forestille sig et sexliv uden legetøj.
Det ene er ikke mere rigtigt end det andet - mennesker bruger jo hver dag tekniske hjælpemidler til alt muligt, fx cyklen, hårtørreren og den elektriske tandbørste.
Forskellen er bare, at sex er noget mere personligt og intimt.
Derfor er det en god idé at finde ud af, hvad den anden synes, inden man hiver al sit sexlegetøj frem midt i det hele.
Sexlegetøj kan være en rigtig sjov variation i jeres sexliv, hvis man begge synes det.
Man kan bruge det til at lave små overraskelser, man kan bruge det til at give legen et ekstra pift, eller man kan bruge det til at udforske hinandens seksualitet.
Skal man købe noget for første gang, er det en god idé at gå ind i en god erotisk butik, hvor man kan se på det og røre ved det.
Vær ikke genert for at spørge ekspedienterne – de er jo vant til at vejlede både erfarne og nybegyndere om sexlegetøjet.
Når man først har prøvet lidt af hvert, er det nemmere at købe noget på nettet, så er der mindre risiko for at man pludselig har betalt for noget, man ikke kan bruge til noget.
Det er ikke i sig selv usundt at bruge sexlegetøj, faktisk kan det være sundt at lære sig selv at kende seksuelt.
Imidlertid kan der være sundhedsskadelige stoffer som fx talater i sexlegetøj eller stoffer, man kan være allergisk mod, fx nikkel eller latex.
Tit er der ikke nogen god varedeklaration på sexlegetøjet. Spørg derfor der, hvor du har købt dit sexlegetøj, hvad det indeholder.
Du kan også komme til at bruge sit sexlegetøj på en måde, så det kan skade dig – læs derfor altid brugsanvisningen grundigt og følg den.
Du bør i øvrigt under alle omstændigheder vaske sexlegetøjet efter brug af hygiejniske grunde.
Hvis du deler et stykke sexlegetøj med en anden, kan I vælge at bruge kondom på det og skiftet kondomet, når sexlegetøjet skifter bruger, så I ikke kan smitte hinanden med en sexsygdom.