Orgasme

 

Det seksuelle klimaks

En orgasme er en kropslig og psykisk reaktion på seksuel stimulering, fx. kærtegn, samleje, onani eller anden sex. 

 

Den består blandt andet af en række ultrahurtige sammentrækninger af musklerne i kroppen - mest i underlivet/bækkenbunden i de muskler, der omgiver kønsorganerne og endetarmsåbningen.

Det kan føles som et lystfyldt jag eller en rystelse i kroppen og giver en opstemt følelse.

Nogle orgasmer er store og voldsomme og varer lang tid, andre er små og korte.

Efter en orgasme føler man sig ofte træt og har behov for hvile. Det skyldes at hormonet prolaktin udløses i kroppen gennem orgasmen.

En orgasme kan komme, hvis man er meget ophidset, og stimulerer eller får stimuleret pik, klitoris, bryster og/eller G-punkt i et stykke tid.

Nogle har også oplevet at få orgasme uden egentlig at ville det. 

Mange mennesker oplever først at få en orgasme, når de har prøvet at have sex mange gange og er sammen med en partner, som de er trygge ved.

Nogle får aldrig en orgasme, mens andre har let ved det, og måske endda får flere efter hinanden.

Man kan godt have god sex uden orgasme og kedelig sex med orgasme.

 

Forskel på kønnene

For drenge/mænd fører orgasme ofte til at de har udløsning/sædafgang.

Mange tror, at drenge har meget lettere ved at få orgasme end piger, men en orgasme er ikke altid det samme som at få udløsning.

Fx kan nogle drenge få orgasme ved at have sex i endetarmen eller ved at stimulere brystvorterne, uden at de får udløsning af det.

Omvendt kan en dreng også få udløsning uden at føle så meget ved det.

Udløsning og orgasme hos drenge hænger dog tit sammen.

Piger/kvinder kan få orgasme på forskellige måder. De kan tit også få flere orgasmer hurtigt i træk.

De fleste piger der får orgasme, får det gennem berøring af klitoris.

Der er også et særligt punkt oppe i skeden, hævder nogen, som man kalder G-punktet, og som nogle piger har stor fornøjelse af.

Derfor får nogle piger også orgasme, hvis de har sex i skeden.

Nogle får det, som man kalder "sprøjteorgasme".

Dvs. at pigen sprøjter en væske ud, når hun får orgasme.

Nogle piger kan også få orgasme ved at have sex i endetarmen.

Og endelig kan nogle piger få orgasme ved at stimulere bryster og brystvorter