Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Får alle eftervirkninger på et tidspunkt efter et seksuelt overgreb?

Pige/Kvinde

Spørgsmål:

Jeg er en pige der for mange år siden var udsat for lidt overgreb af sexuel karakter af min far. Jeg gik selv en del med på det og fortalte ham også uopfordret hvordan det var dejligst for mig. Jeg ved det var forkert men har i dag ingen skyldsfølelse. Forstået på den måde at jeg har erkendt at jeg er blevet misbrugt og at jeg bare skal videre. Jeg ser min far som man nu ser sine forældre efter at være flyttet hjemmefra. Jeg kan ikke tale med NOGEN om det i dag. Mit spørgsmål lyder på: Man hører så meget om at det pludselig kan komme op i en når man bliver voksen. Hvad er erfaringerne med den slags, når man nu som jeg ligesom HAR erkendt at der var noget galt den gang? Kan jeg så alligevel også pludselig få disse psykiske gener? Kan det evt være derfor jeg kun kan få orgasme hvis jeg SELV sørger for det? Der er ingen mand der kan få mig til at komme. Min kæreste siger det er fordi jeg gemmer på noget, men jeg føler mig jo ikke mærket af overgrebene dengang. Håber på I kan svare mig, jeg ved ikke om jeg skal opsøge en psykolog eller om jeg bare skal leve videre og se tiden an. Med velig hilsen Århuspigen

Svar:

Hej! Det er ikke alle der får gener efter seksuelle overgreb i barndommen/teenageårene, men ofte giver det problemer specielt på det seksuelle område. Selv om du skriver, du har erkendt, der var noget galt, er det ikke det samme som at sige, det ikke kan have nogen betydning.

Det er meget almindeligt, at kvinder ikke får orgasme ved samleje i skeden, men at der er brug for stimulering af klitoris - enten af partneren eller ved simpelthen selv at gøre dette. Hvis man har svært ved at opnå orgasme kan det hænge sammen med noget psykisk - f.eks. kan det være fordi, man er alt for fokuseret på orgasmen, eller fordi, man ikke slapper helt af i situationen og giver sig helt hen til partneren. Det kan godt være sådan, at man, hvis man har været udsat for overgreb, har sværere ved at slappe godt af under sex senere i livet, og det kan gøre det svært at få orgasme. Om du skal søge professionel hjælp, er vi umiddelbart ikke i stand til at svare på, men det kunne da godt tyde på der er nogen hændelser i dit liv, du ville have godt af at få snakket ud om.

Hvad angår de manglende orgasmer, så synes vi, I skal prøve en teknik, hvor du selv stimulerer dig til punktet lige før orgasmen, og din kæreste så tager over og fuldfører den. Sådan skal I arbejde videre, hvor din kæreste tager over tidligere og tidligere, indtil han kan stimulere dig til orgasme uden din hjælp. Husk at vejlede ham i, hvad, du synes, er dejligt, og evt. vis/før hans hånd, så han på den måde lærer, hvad der føles godt for dig. Du er velkommen til at ringe til Sexlinien tlf.:70 20 22 66 mandag til fredag mellem kl. 15.00 - 19.00 (normal takst), der er en anonym telefonrådgivning, hvor du har mulighed for at en grundigere samtale om dit spørgsmål. Måske kan vi så også hjælpe dig med et klarere svar på, om du ville have glæde af at snakke med en psykolog eller evt. Center for Seksuelt misbrugte, der også har tilknyttet psykologer (csm-danmark.dk).