Hvordan får man en kæreste?
Dreng/Mand
Spørgsmål:
Vi er tre drenge, som søger kærester. Men vi ved ikke, hvordan vi får fat i dem.
Svar:
Der er, som I sikkert ved, ingen opskrift på, hvordan man får sig en kæreste. Heldigvis kan det foregå på mange forskellige måder, så vi næsten alle, før eller siden, får chancen. Jo mere I kommer ud, hvor der findes nogen, I kan lide, jo større er sandsynligheden for, at I kan få kontakt med dem. Derefter kan man så håbe på, at sympatien er gensidig. Hvis I tre drenge altid hænger sammen, er det måske svært for andre at tage kontakt til jer, hvis vedkommende er interesseret i en af jer. Så måske skal I tænke på, at det er med til at gøre jeres situation sværere. Det kan jo også være svært at gå hen og snakke med en man er interesseret i, hvis man ved, at ens kammerater står og fniser af det i baggrunden. Det vigtigste er dog, at I ikke sidder hjemme på værelset, for så er det altså svært at møde nogle kæresteemner og endnu sværere at få kontakt med dem. Så I må ud, hvor tingene sker og lade være med at hænge for tæt sammen, så I skræmmer dem væk. Taler I sammen om det? Hvis ja, hvad taler I så om? I skriver nemlig bare, at I søger kærester, men ikke noget om hvorfor. Er det fordi ”en kæreste skal man bare have” – eller hvad? Er der nogen bestemte, som I godt kunne tænke jer som kærester? Prøv at finde ud af, hvorfor I egentlig gerne vil have en kæreste.