Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Angst for at være gravid

Pige/Kvinde

Spørgsmål:

Hej Sexlinien,
Når jeg har sex, bliver jeg altid angst bagefter for at være blevet gravid. Det er ligemeget, hvilken slags beskyttelse, jeg bruger, så dukker der en angst op. Tit føler jeg tegn på graviditet, f.eks. hvis jeg er en lille smule oppustet, synes jeg har taget på eller mine bryster spænder lidt. Nogle gange bliver jeg så bange for det, jeg at jeg lader være med at have sex selvom jeg føler lyst.

Svar:

Hej! Det lyder jo ærgerligt, hvis din angst for graviditet gør, at du ender med ikke at have det sexliv, du gerne vil have. Lad os prøve at se lidt på, hvad du kan gøre ved det, for det behøver ikke være sådan. 

Når man begynder at have sex, skal mange lige vænne sig til risikoen for graviditet. Den fylder langt mere for piger end for drenge (det er vores erfaring på Sexlinien). Det er måske sådan, fordi graviditet påvirker piger meget mere, da det er deres krop der bliver gravid.

Angsten for graviditet behøver ikke være der, hvis du bruger prævention konsekvent og korrekt. Du skriver ikke, hvilke slags prævention, du har erfaring med. Det kan tage tid at føle sig tryg ved at en præventionsform, man er begyndt at anvende. Om den virker som den skal eller at man anvender den korrekt. Det er altid noget, du kan vælge at tale med din læge om, fordi en af lægens opgaver er at rådgive om præventionen.

Hvis du bruger den samme prævention over længere tid, kan det også være med til at du får mere erfaring med den og at den faktisk beskytter dig mod graviditet. Der er også nogle præventionsformer der giver en lidt højere beskyttelse, fordi du ikke selv kan begå fejl, mens du bruger dem. Det er f.eks. spiral og p-stav. 

Med hensyn til angsten, kan det måske også gøre den mindre, hvis du tænker over, at du faktisk ikke kan blive gravid hver dag året rundt. Chancen for graviditet er der faktisk kun nogle få dage om måneden omkring din ægløsning. Efter ægløsningen kan ægget kun nå at blive befrugtet i en periode på 12-24 timer før ægget dør. Sædceller derimod kan godt leve i livmoren i op til ca. 3-5 døgn. Så ved samleje i dagene op til ægløsningen øges risikoen for at en graviditet kan opstå, hvis du ikke bruger prævention.

Det sidste du måske kan prøve at tænke over, hvad der mere præcist ligge bag din angst? Mindreårige kan være nervøse for, hvordan deres forældre reagerer. Andre kan være kede af at skulle have en abort, hvis de ikke vil have barn endnu. Hvis du ved, hvilke forestillinger, der ligger bag din angst, er det nemmere at gøre angsten mindre og lettere at håndtere ved at du finder fakta og informationer om det, du forestiller dig. 

I sidste ende kommer angsten måske også fra gammeldags forstillinger om kvinder og sex, fx fordi kvinder gennem århundreder er blevet straffede for sex uden for ægteskab og for at få abort, når de ikke ville have et barn. Sådan er et ikke længere i Danmark - her er der stor opbakning til at kvinder selv bestemmer, hvornår de vil have barn.

Hvis du synes det, kan det virkelig være en god hjælp at finde nogen at snakke med om din angst - udover at snakke med lægen kan du fx vælge at ringe til os på Sexlinien eller tale med en kvinde, der er lidt ældre end dig selv og med mere erfaring?

Hilsen Sexlinien.