Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Hvilken slags prævention skal vi bruge første gang?

Pige/Kvinde

Spørgsmål:

Min kæreste og jeg har kendt hinanden i 4 måneder, og vi vil nu smaddergerne i seng med hinanden. Jeg tager ikke p-piller eller noget, men vil gerne på et tidspunkt. Min kæreste har været i seng med en før mig. Kan jeg blive gravid første gang - er det nødvendigt at bruge kondom?

Svar:

Hej! Det lyder som en dejlig udvikling i jeres forhold, men ja, det er nødvendigt for jer at bruge kondom. For dels kan du sagtens blive gravid første gang, I har samleje, og dels kan din kæreste være smittet med en sexsygdom, når han har haft sex før. Kondomet beskytter både mod sexsygdomme og graviditet.Hvis I på et tidspunkt vil gå over til p-piller, så ville det være en god idé, hvis din kæreste blev tjekket for sexsygdomme, som f.eks. klamydia, inden I smider kondomet. Han kan selvfølgelig også vælge at blive testet nu, inden I går i seng sammen. 

Der er desuden mange andre præventionsformer end p-piller at vælge mellem. Det kan være svært for nogle at huske en pille hver dag, mens andre har svært ved at sluge piller. Så det kan være en fin idé lige at tage en snak med din læge om mulighederne. Bruger I kondom, behøver I ikke vente på lægeaftaler og testsvar.

Prøv at læse mere her på Sexlinien om fx p-ring, p-stav og p-plaster som alle er hormonbaseret prævention ligesom p-piller. Hvis du vil undgå hormoner, kan du læse om kobberspiral her og pessar.

Hilsen Sexlinien.