Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Hvor længe skal vi bruge kondom?

Pige/Kvinde

Spørgsmål:

Hej! Det er smart nok at bruge kondom i et forhold, og jeg insisterer da også overfor min partner, som mener, det er unødvendigt at bruge det. Dette fører mig til mit spørgsmål: Hvor længe og hvor godt skal man kende sin kæreste, før det er anbefalelsesværdigt at droppe kondomet? Hvad mener I? Vi har kendt hinanden i 3 1/2 måned og har talt om, hvornår vi sidst var sammen med andre før, vi blev kærester.

Svar:

Hej! Et råd kunne være at bruge kondom de første to tre måneder og så gå sammen på en sexsygdomsklinik og blive testet for de mest almindelige sexsygdomme. I kan også gå til hver jeres egen læge. 

Når I 1-2 uger senere får resultaterne fra jeres test, og hvis testsvarene er negative, kan I droppe kondomet, hvis du bruger en anden form for prævention mod graviditet.

Vi anbefaler to-tre måneder af flere grunde, men mest pga. risikoen for smitte med syfilis der har en inkubationstid på tre måneder. Heldigvis er syfilis ikke særligt udbredt blandt unge heteroseksuelle i modsætning til klamydia fx. Har en af jer herpes, må I tale sammen om det og derfra vurdere, om I vil smide kondomet. Kondom beskytter noget mod smitte med herpes, men ikke 100 %.

Det var de praktiske argumenter. Tilbage er det følelsesmæssige. Tillid og ærlighed. Du spørger, hvor længe man skal kende sin kæreste? Måske har det ikke så meget med tid at gøre, men mere noget med hvor åben man er, og hvor god man er til at tale med hinanden om f.eks. tidligere sexpartnere, sidespring og utroskab.

Du kan læse mere om sexsygdomme fx om klamydia, herpes eller kønsvorter her på Sexlinien.dk.Du kan også se videoer.

Hilsen Sexlinien.