Svar:
Hej! Vi ved, at det er et stort problem for drenge, når de i puberteten får lidt brystudvikling, fordi man jo ikke associerer bryster med mænd. Men dette er, som også din læge siger, helt almindeligt og noget, som mange drenge må leve med. Det er en følgevirkning af den store mængde hormoner som dannes i kroppen i puberteten.
Der er derfor desværre ikke noget at gøre for dig lige nu, med mindre du er overvægtig? Er du lidt overvægtig, kan det måske hjælpe at tabe dig lidt, da brystet primært består af fedt. Lægen ville nok have foreslået det, hvis du var overvægtig og det kunne være en grund. Du må nok acceptere, at dette er en helt almindelig udvikling, som du skal igennem, og man kan jo ikke tage piller mod almindelig udvikling. Man vil formodentligt heller ikke begynde at operere en dreng i puberteten; man opererer først mænds bryster, hvis de stadig er der, når puberteten er ovre. Ellers risikerer man, at de udvikler brysterne igen.
Måske er din brystudviklingen lidt større end hos de andre i din klasse, men din læge har ikke vurderet den stor nok til f.eks. at lave undersøgelser på dig for at finde ud af, om der er tale om sygdom eller andet. Du kunne måske alligevel spørge ham om det? Der kunne jo f.eks. være nogle sjældne hormonforstyrrelser eller andet.
Udfra dit brev kan vi ikke gennemskue, om du er på anabole steroider, men lægen har spurgt dig, fordi anabole steorider er væksthormoner som kan give brystudvikling i drenge. Er du på steorider så er det meget vigtigt, at du stopper med det samme, da det ellers vil smadre din pubertetsudvikling.
Du kan læse en smule mere her på Sexlinien om følgevirkninger af
drenges pubertet.
Hilsen Sexlinien.