Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

For stor penis

Dreng/Mand

Spørgsmål:

Min penis er meget stor, og min kæreste vil ikke bolle med mig, fordi hun siger, at det gør meget ondt. Den er ca. 23 cm., når den er stiv. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre, for jeg elsker min kæreste, men jeg vil heller ikke undvære sex.

Svar:

Hej! Du og din kæreste må nok arbejde lidt på at få løst problemet, så I hverken behøver at undvære hinanden eller sex. I kan sikkert få et udmærket og tilfredsstillende sexliv, eventuelt uden du behøver trænge helt op i hende. Tit når det gør ondt i skeden, når en kvinde prøver at omslutte en penis, er det fordi hun spænder i musklerne i bækkenbunden - de muskler som omgiver skedeåbningen. Det er vigtigt at give sig god tid med forspillet, så din kæreste er tilstrækkeligt ophidset, fordi skeden udvider sig både i omkreds og længden, når pigen er liderlig.

To små tricks kan måske hjælpe, men I må ikke tro at de er magiske - følelsen af tryghed, egen kontrol med situationen og lyst er enormt vigtig i sådan en situation. Det ene trick er, at du prøver at ligge helt stille med din penis i skeden lige så snart, hun siger det gør ondt. Hun skal selvfølgelig sige til med det samme, hun kan mærke det, og ikke vente - venter hun, gør det bare problemet værre. Lig stille et lille minut og prøv derefter at bevæge penis igen lige så stille. Det gør at hendes muskler lige kan nå at spænde af og hun kan opnå følelsen af kontrol og tryghed.

Det andet trick er, at hun kan tage en dyb indånding og puste dybt ud, når hun skal omslutte din penis med skeden. Når hun puster dybt ud, kan du føre din penis roligt frem, fordi bækkenbundsmusklerne automatisk slapper af gennem udåndingen.

I skal nok også prøve at finde nogle måder/stillinger, hvor det ikke gør ondt på din kæreste, f.eks. kan hun sidde ovenpå dig. På den måde er det lettere for hende at omslutte din penis end når hun ligger på ryggen. For det andet har mange piger/kvinder lettere ved at slappe af i den stilling, fordi det er henden, der bestemmer tempoet. Hun kan stille og roligt føre penis ind i skeden og kan reagere på den mindste følelse af smerte. På denne måde kan hun selv regulere tempoet.

Bryder I jer ikke  om den stilling, kan I prøve jer lidt frem med forskellige andre stillinger. Når I finder en stilling, som I har det godt med, kan I bruge den et stykke tid. Senere kan I så prøve nogle af de "gamle" stillinger igen, for når I først er kommet ind i en god rytme, hvor det ikke gør ondt, kan det sagtens være at noget af det som giver problemer i dag, ikke længere gør ondt.

Prøv at læse mere her på Sexlinien om smerter ved samleje og om lubrikation samt glidecreme.

Hilsen Sexlinien.