Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Omskæres? Jeg har forhudsforsnævring

Dreng/Mand

Spørgsmål:

Hej! Jeg er en ung mand med forhudsforsnævring. Jeg har tit overvejet at blive omskåret, selv om jeg synes, det er pinligt at gå til lægen med et så intimt problem. Men her kommer mit virkelige problem: Når min penis er slap, kan jeg godt trække forhuden tilbage uden for meget besvær, men når jeg så berører penishovedet, gør det temmelig ondt. Jeg kan se på mit penishoved, at der sidder noget hvidt på det. Er det nakkeost? Er det normalt, at det skal gøre ondt at berøre penishovedet?? Hvis man bliver omskåret, vil penishovedet så altid være blottet? Jeg plejer at trække forhuden tilbage og så tage karbad. Dér gør det ikke ondt på penishovedet, men hvis jeg bliver omskåret, skulle det jo nødigt gøre ondt at røre det. 

Svar:

Hej!  Et penishoved er ret følsomt, og smerte er et temmelig vidt begreb, men du skulle helst ikke føle decideret smerte, når du rører ved dit penishoved. Det kan dog godt være ret ømt at røre ved penishovedet - især hvis det ikke endnu er vænnet til berøring (f.eks. gennem jævnlig onani). Hvis du har forhudsforsnævring, er dit penishoved heller ikke så vant til at være blottet, og derfor er det måske ikke så "hærdet". Det lyder banalt, men det kan faktisk godt være derfor.

Du skal ikke være nervøs for at gå til lægen. Dit problem er meget almindeligt, og din læge kender til det og har haft flere i konsultation for samme problem eller for andre problemer vedrørende kønsdelene. Faktisk burde det nærmest være et standardspørgsmål fra lægens side til alle unge fyre - altså om de kan trække deres forhud helt tilbage. Det hvide, du beskriver, lyder som nakkeost. Det danner alle drenge og mænd hver dag, især efter puberteten begynder og man bliver kønsmoden. Du holder bedst nakkeost nede, hvis du kan komme til at skylle dig under forhuden med vand, sådan som du sikkert gør, når du er i karbad.

Når man behandler en forhudsforsnævring, så sker det først gennem at man får en steroidcreme på recept fra lægen. Den skal man så smøre på 1-2 gange dagligt og helst også strække forhuden samtidig med behandlngen, fx. ved at prøve at trække den frem og tilbage flere gange. Steroidcremen kan få huden til at ændre sig, så forsnævringen bliver udvidet og man nemmere kan føre forhuden frem og tilbage uden besvær eller smerter i sidste ende.

Hvis behandlingen med steroidcremen ikke virker godt nok, kan man blive omskåret. Når man ikke vælger omskæring med det samme, er det fordi at forhuden er rar at have, da den beskytter slimhinden på pikhovedet mod udtørring og berøring. Den er også meget følsom, især seksuelt,  og den giver en del af den dejlige fornemmelse ved sex - både for en selv, men også for en sexpartner, når man har samleje. Selve omskæringsindgrebet kan også give en risiko for infektion og der kan være en risiko for indsnævring af urinrørsmundingen med tiden, så man får sværere ved at tisse (fordi hullet bliver mindre).

Hvor meget af forhuden, man fjerner gennem omskæring kommer an på, hvor udtalt forhudsforsnævringen er. Man fjerner sjældent hele forhuden, men kun den del, der sidder foran og lige bag ved forsnævringen. Lige når man er blevet omskåret, kan penishovedet godt være meget følsomt og ømt, fordi man ikke er vant til at være så blottet. Men det skulle gerne fortage sig med tiden.

Du kan læse mere her på Sexlinien om forhud, om forhudsforsnævring og om omskæring af drenge og mænd.

Hilsen Sexlinien.