Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Barbering i skridtet

Dreng/Mand

Spørgsmål:

Hej brevkasse. Jeg vil gerne høre noget om barbering af kønshårene. Jeg har selv prøvet det, men der kommer ofte knopper og irriteret hud bagefter. Og skal det klø, når hårene vokser ud igen?

Svar:

Barbering af kønshårene er et emne, vi får mange spørgsmål til. Fælles for mange af spørgsmålene er, at der er bivirkninger ved barberingen, som irriterer. Det kan være røde knopper, kløe, svie, rødmen af huden m.v. Det er helt normalt, at det klør, når hårene vokser ud igen. Det er der ikke noget at gøre ved. Med hensyn til barbering findes der mange forskellige metoder til, hvad der bedst virker. Til en start er det vigtigt at bruge et nyt barberblad, så det er rent og skarpt. Nogle blødgør huden i varmt vand før barberingen. Andre har opdaget, at deres hud reagerer dårligt på de bakterier der altid er i varmt vand, så de bruger ikke vand som blødgører, men barberskum. Andre har så fundet ud af, at deres hud i skridtet ikke kan tåle barberskum. Nogle foretrækker at efterbehandle med talkum, andre bruger mandelolie, aloe vera eller andet. Som du kan se, så findes der ikke en "gylden opskrift" på barbering i skridtet, for huden er meget følsom her, og den metode som virker for den ene, virker ikke nødvendigvis for den anden. Så du må prøve dig frem, til du finder en metode, der passer dig og din hud.