Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Træning af bækkenbunden (knibeøvelser)

Pige/Kvinde

Spørgsmål:

Jeg har hørt at man som kvinde kan lave knibeøvelser for at få en bedre sexoplevelse - er dette rigtigt?

Svar:

Knibeøvelser (bækkenbundsøvelser) er godt for rigtigt meget, som f.eks. samlejeoplevelsen og kontrol af blære og endetarm. Bækkenbunden er den muskel, der omgiver hele kvindens (og mandens) underliv og holder underlivet på plads i kroppen. Bliver bækkenbunden slap, så kan skeden, urinrøret og endetarmen også føles slapt, og underlivet kan tynge mere. Når man har en stærk bækkenbund, så vil man f.eks. kunne bruge den aktivt under samleje, hvilket giver bedre og større følelse i skeden. En stærk bækkenbund forebygger også inkontinens. Man skal helst træne sin bækkenbund hver dag - og det behøver ikke at tage lang tid. Det handler om, at du skal spænde sammen i din endetarm. Når du kniber sammen med endetarmen, så spænder du hele bækkenbunden, og klemmer både musklerne omkring urinrøret og i skeden sammen. Du skal ikke forsøge at suge eller trække underlivet op - bare luk din ringmuskel. Jo længere du kan holde knibet - jo bedre. I starten er det helt almindeligt, at man ikke kan holde knibet så længe, men det kommer med træningen. Du kan læse mere om, hvordan man træner bækkenbunden korrekt i henvisningen nederst. Både mænd og kvinder skal lave knibeøvelser for at modvirke inkontinens. Mænd kan også optræne deres bækkenbund, så de kan stoppe en (for tidlig) udløsning. Mænd der laver knibeøvelser kan også modvirke impotens i de ældre år. Se mere om træning af bækkenbunden i pjecen "Bækkenbund" lavet af Danske Fysioterapeuter. Pjecen kan downloades fra denne side:http://fysio.dk/Pjecer/