Spørgsmålet er lavet af Sexlinien for Unge som eksempel på et spørgsmål, vi ofte bliver stillet

Jeg har ikke lyst til sex

Pige/Kvinde

Spørgsmål:

Jeg er en pige på 26 år, som har været sammen med min kæreste i 2 år. Mit problem er, at jeg ikke har særligt meget lyst til sex. Min kæreste er meget forstående, men jeg er bare ked af, at jeg ikke gider lige så ofte, som han gør. Jeg tænker faktisk ofte på sex, men når det så kommer til stykket og vi ligger der, så gider jeg alligevel ikke rigtigt. Hvad skal vi gøre?

Svar:

Hej! Allerførst er det vigtigt for jer begge at vide, at mennesker ikke er ens. Mange tror, at der er noget galt, hvis man I et parforhold ikke har nøjagtigt lige meget lyst til sex som den anden, men alle mennesker er jo forskellige på alle måder. Måske får din kæreste lyst til sex på andre tidspunkter end du har lyst eller bliver tændt af noget andet end dig? Hvis det er ham som tit tager initiativ til jeres sex, så bliver det jo nok også mest hans lyst som bestemmer jeres fælles sexliv.

Når et kærestepar har været sammen i længere tid, så er den første rus fra forelskelsen også tit væk og sexlysten bliver ofte mindre igen end den var i den første forelskelsestid. Samtidig kan en masse hverdagsagtige ting tage opmærksomheden – opvasken, mails, ens yndlingsserie, osv.

Der er rigtigt mange andre som har det akkurat ligesom dig, og i virkeligheden mangler du jo ikke lyst selvom du tror, du mangler den. Du har jo - ud fra dit brev - en masse lyst! Så fokusér på, at du har en masse lyst i tankerne, og gør det som den fortæller dig. Det er helt OK, at denne lyst ikke altid behøver at blive til et samleje. Brug den til f.eks. at flirte med din kæreste over sms eller mail, og lad være med at blive ked af det eller bekymret, hvis lysten stopper på et tidspunkt. Brug lysten til at føre det ud i livet, som DU har lyst til i dit sexliv.

Hvis du f.eks. bliver liderlig ved forspillet, og du mener, at din kæreste skal være bedre til den del af jeres sexliv, så var det måske en god idé at fortælle ham det? Og fortælle ham, hvad der er, som du har lyst til i jeres sexliv? Om hvad der føles bedre end noget andet af det, I gør sammen. Man behøver jo heller ikke at have samleje hver gang, at man har sex. Samlejet er desværre lidt blevet ophøjet til at være den "rigtige" måde at have sex på, men samlejet er ikke eneste måde at have sex på. Så måske skulle du prøve at overveje, om du har andre ønsker til jeres sexliv? Det kunne at kysse og kæle mere eller at han slikker dig til orgasme?

Det kan også være en god idé at aftale, man vil sætte tid af til hinanden, så man kan fokusere på at være sammen, hvor man bare ligger og snakker, kysser, holder om hinanden. Måske tyve minutter et par gange om ugen? For nogle fører det til at de får mere lyst igen. Hilsen Sexlinien.