Svar:
Hej! Det lyder som om, det var din penisstreng som sprængte. Penisstrengen holder forhuden på plads, og derfor kan man ikke trække forhuden længere ned end under hovedet.
Nogle mænd har en meget kort penisstreng, mens andre har en længere. Jo kortere strengen er, jo større er risikoen for, at den sprænger. Det er ikke farligt, hvis penisstrengen sprænger – bare meget dramatisk. Det bløder meget, men den vokser sammen igen. Hvis den sprænger tit, kan der dog komme arvæv, der kan forårsage små misdannelser eller gøre penisstrengen kortere.
Hvis du har mistanke til, at din streng er meget kort, kan du gå op til din læge, der vil vurdere, om det er tilfældet. Er penisstrengen meget kort, så kan den opereres med en meget lille operation, der er ganske ufarlig. Når penisstrengen er sprængt, skal du lade den vokse sammen igen i ro og mag. Dette vil sige, at du ikke skal have sex - eller onanere - før end såret er helet fuldstændigt. Venter du ikke, til den er helet, risikerer du, at den sprænger op igen. Bliver penisstrengen - eller pikken - rød, øm eller hævet, kan der være kommet en betændelse, og så skal du sørge for at gå til lægen.
Vi skriver om
penisstrengen her på Sexlinien.
Hilsen Sexlinien.