Svar:
Hej og tak for din henvendelse
Det lyder træls, at det bliver ved med at drille med lugt og nakkeost. Du skal vide, at du bestemt ikke er den eneste, der har det her problem, og man er ikke 'ulækker' eller noget som helst andet, bare fordi man har nakkeost.
Når det er sagt, vil de fleste jo helst bare have en ren og lugtfri pik, så derfor er det også rigtig godt, at du opsøger hjælp til problemet.
Som regel vil det være nok til at holde pikken ren, hvis bare man skyller med lunkent vand, når man er i bad. Det lyder dog til, at du allerede vasker dig, og endda med intimsæbe. Det får os til at tænke på, at problemet måske kunne have noget at gøre med, hvordan du vasker dig. Når man skal vaske sin pik, er det vigtigt, at man trækker forhuden helt tilbage, så pikhovedet er helt 'frit'. Ellers kan vandet og sæben ikke komme ind og skylle de steder, hvor der kan sidde tis- og sædrester og død hud - altså de ting som nakkeost er lavet af, og som kan give ubehagelig lugt.
Du skriver, at du egentlig godt kan trække forhuden tilbage, men at det gør lidt ondt. Det får os til at tænke, at du måske ikke får vasket pikken helt på den måde, som vi beskriver ovenfor. Når det gør lidt ondt, er det måske lidt sværere at få trukket helt ordenligt tilbage, og det kan jo gøre det noget sværere at få vasket på den rigtige måde.
Når det gør ondt og måske er svært at trække forhuden tilbage, kan det være fordi, at forhuden er lidt stram - altså at du kan have en forhudsforsnævring. Derfor vil vi råde dig til at tage endnu en tur til lægen for at blive undersøgt for det. Hvis lægen vurderer, at du har en forhudsforsnævring, kan hun/han udskrive en creme, du skal smøre dig med, som gør at huden 'løsner sig' lidt. Behandling med creme virker for langt de fleste (omkring 4 ud af 5), så det er ikke sådan, at man skal opereres, bare fordi man har en forhudsforsnævring. Hører man til det mindretal, hvor cremen ikke hjælper, kan operation være en sidste løsning.
Vi håber at det her besvarede dit spørgsmål. Du kan også læse mere om
nakkeost og
forhudsforsnævring på vores emnesider. Ellers er du selvfølgelig også mere end velkommen til at skrive til os på
chat eller ringe på 70 20 22 66 alle hverdage mellem 15 og 19 for at få nærmere rådgivning.
Med venlig hilsen,
Sexlinien, xx140