Prostataorgasme

[Spørgsmål-ID 119418]
Transperson/transkønnet 26 år

Spørgsmål:

Hvordan kan det være at mænd kan komme udelukkende ved prostata massage?

Svar:

Hej,

Tak for et rigtig godt spørgsmål, det kan vi godt forstå du undrer dig over. Jeg tænker den nemmeste måde at besvare din underen, er ved at forklare lidt nærmere om prostata og hvordan den rent praktisk fungerer.

Prostata er en kirtel, som kun drenge og mænd har. Den er godt to cm i diameter og har nærmest form og størrelse som en kastanje eller valnød. Den består egentlig af mange små kirtler, som producerer hovedparten af sædvæsken; den væske, det meste af spermen består af. Og akkurat ligesom du undrer dig over, kan prostata nemlig også kaldes for mandens g-punkt, fordi den svulmer op og bliver følsom over for stimulering, når en mand føler seksuel lyst.

Prostata kan kun stimuleres gennem endetarmen, fordi den sidder tæt op ad tarmen inde i mandens underliv. Og det er lige netop ved den stimulans at nogle mænd kan opnå en orgasme ved at få masseret deres prostata – også kaldet en prostataorgasme. Men dette gælder dog ikke for alle. Nogle mænd, der har oplevet en sådan orgasme, har sammenlignet den med den orgasme, de har fået gennem berøring af pikken. Og når man får udløsning ved en prostataorgasme, kan sæden være lidt mere flydende, fordi prostata danner mere sædvæske, når den berøres. Samtidig kan man opleve at der dannes mere præsperm i forbindelse med berøringen af den. Man kan bruge enten en finger, en dildo eller en anden pik, til at massere prostata med. Men det kan være lidt svært for en mand selv at finde sin prostata med sine egne fingre. Så for at få en prostataorgasme skal man altså have en eller anden form for sex i endetarmen.

Vi håber du fik svar på dit spørgsmål. Og hvis ikke, er du mere end velkommen til enten at skrive ind til os igen eller kontakte os på 70202266 imellem mandag-fredag kl. 15:00-19:00.

Venlig hilsen,

Sexlinien, XX15