Sexliniens brevkasse

Velkommen til brevkassen

Stiller du et spørgsmål i brevkassen, skal du regne med at få svar om 7-10 dage. Skal du bruge et svar hurtigere, kan du ringe på 70 20 22 66 eller du kan chatte med os, når Sexliniens telefon eller chat holder åbent.

Brevkassen besvarer IKKE opgavespørgsmål - prøv i stedet at læse om at skrive opgave her.

Anonym rådgivning

Du er anonym, når du stiller spørgsmål til os. Også selvom vi beder om nogle informationer om dit køn, din alder og hvor i landet, du ringer eller skriver fra.

I brevkassen vil mange andre mennesker kunne læse dit spørgsmål og vores svar, men vi sørger for, at du ikke bliver genkendt, hvis du kommer til at skrive dit navn eller andet, der klart kan vise, hvem du er..

Hvordan finder jeg mit svar?

.Du kan søge efter vores svar på dit spørgsmål i boksen 'Find dit eget spørgsmål' ude til højre. Du kan også lede efter vores svar på andres spørgsmål ved at skrive et søgeord i den anden boks 'Læs andres spørgsmål'.

Vil du gerne læse i de seneste svar fra Sexliniens rådgivere, kan du vælge et emne i bjælken herunder og få vist de sidste 15 spørgsmål i hver af brevkassens 10 emne-kategorier.

 

Seneste spørgsmål om emnet

Min kæreste tænder på jeg er sammen med andre, det gør jeg ikke.

Pige/Kvinde på _ år (120549)

Spørgsmål:

Jeg er en kvinde på 59 år, der har en kæreste. Jeg har kendt ham i knap 1,5 år. Det har gået op og ned. Når det går ned, er det altid pga. sex. Han er meget optaget af sex og sex med andre. Han vil gerne se mig være sammen med en anden mand, mens han ser på og evt. deltager. Det fylder meget i hans hverdag, og han taler ofte om sine fantasier. Han vil gerne høre om det sex jeg har haft med andre partnere og tænder meget på det. Han har også fået mig til at tage med til introduktionsaften i en swinger klub og han var klar til at blive bagefter. Det havde jeg ikke, det var meget grænseoverskridende og slet ikke noget jeg har lyst til. Jeg har arbejdet meget med mig selv og forsøgt at være åben for hans fantasier og ønsker. Men det bliver for meget for mig, når han hele tiden taler om jeg skal have sex med andre mænd med store pikke, de skal knalde mig m.v. Jeg har, forklaret, jeg ved ikke hvor mange gange, det ikke er mit ønske eller behov, men HANS. At jeg har nok i sex med min kæreste, og gerne vil eksperimentere med mange ting her. Jeg har en fin sexlyst. Jeg elsker sex, med kun med en kæreste. Jeg tænder på der er følelser og tiltrækning til det menneske, jeg giver mig hen til. Og det har jeg ikke ønske om at ændre på. Jeg føler mig ikke forstået. Han siger han forstår, men fortsætter af samme vej og presser på for vi skal have ”fælles oplevelser”, som han kalder det. Tror han er af den opfattelse, jeg bare lige skal prøve, så vil jeg elske det og have mere af det! Nu vil han have mig med til tantra massage. Og han vil se på. Han ser uden tvivl det som en seksuel oplevelse. Han har spurgt massøren, hvor langt han vil gå og om han evt. vil bruge sin penis i mig. Det vil han, hvis jeg er med på den. Jeg har sagt jeg ikke har lyst til en anden mand skal røre/give massage på den måde og slet ikke til at gå hele vejen. Bare tanken om det foregår nøgen, er så grænseoverskridende. Jeg kan godt mærke mit brev, selv siger svaret. LØB LANGT BORT!!! Omvendt, er der nogen som helst måde, man kan være i sådan en relation. For ser vi bort fra sex, så har vi rigtig meget godt sammen. Har I oplevet noget lignende og hvor begge kan blive tilfredse? Med de drifter/lyster/fantasier han har, vil han så nogen sinde gå på kompromis med dem? En mand de behov, vil han vel altid gå efter at få dem opfyldt? Skal siges, han har flere gange prøvet sex med andre, været i swinger klubber og andre ting. Hilsen en dybt frustreret kvinde.

Svar:

Hej og tusinde tak for dit spørgsmål!

Tak for at dele dine tanker, vi skal gøre vores bedste for at besvare dit spørgsmål. 

Det lyder til at din kæreste har en fetisch, hvor han tænder på at du er sammen med andre mænd. Der er som sådan intet som helst galt i at have den fetisch, og mange par trives i det, hvis kvinden også har lyst til at dyrke sex med andre mænd. I har dog det store problem, at I simpelthen ikke kan møde hinanden i din kærestes lyst, da det er noget der rent faktisk går ud over dine grænser, og som du virkelig ikke har lyst til. Da du elsker din kæreste, er det jo naturligt at du har lyst til at gøre ham glad, og prøve at opfylde hans behov, men der er altså også nogle behov, som man simpelthen bare ikke kan opfylde hos et andet menneske, fordi det vil gøre alt for ondt på en selv. Løsningen bliver derfor aldrig, at du skal gå med til noget, som du ikke har lyst til. Du skriver jo netop også, at du faktisk har prøvet at arbejde med dig selv, og åbne op for ideen, men at du simpelthen bare ikke kan se dig selv skulle være i et forhold, hvor du for din kærestes skyld, skal dyrke sex med andre mænd. I princippet vil din kæreste jo nok heller ikke tænde på, at du skal dyrke sex med nogen, hvor du rent faktisk slet ikke har lyst til det, og derfor lider under det. Derfor er der bare ikke nogen nem løsning på jeres problem.

Mange mennesker kan godt få den forestilling, at hvis de har opdaget noget nyt - måske en ny side af sig selv, en ny interesse, et nyt livssyn, at så fordi de selv er så begejstret, og måske føler de har fået en åbenbaring, så vil der være en stor sandsynlighed for at andre mennesker også vil få selv samme, hvis bare de prøver at gøre det samme. Det er jo et udtryk for en stor begejstring, men det er problematisk, for vi mennesker er jo VIDT forskellige, og der vil altid findes mange forskellige holdninger, lyster, livssyn osv. Så bare fordi din kæreste er vildt begejstret for denne seksuelle praksis, så er det jo slet ikke det samme som at det er noget der vil være fedt for dig at gå med på – det ville jo kræve at du også tænder på at have sex med en masse mænd foran din kæreste, og det har du jo tydeligvis ikke.
Vi kan ikke fortælle dig, hvad du bør gøre, og vi har stor forståelse for, hvor kompliceret det er, når man elsker nogen, og oplever denne ene store uoverensstemmelse der står i vejen for det gode forhold. Man kan dog godt få det indtryk af, at din kæreste måske ikke helt forstår dine grænser, eller bevist vælger at ignorere dem. Et forhold består af to mennesker, og din kæreste er måske nødt til at gøre op med sig selv, hvor vigtig denne her fantasi er for ham. Sammen kan I måske tale om, hvorvidt der er andre måder han kan få udlevet sin fantasi på, som ikke går ud over dine grænser. Måske kan det være at du fortæller om tidligere seksuelle oplevelser du har haft, eller at I sammen digter nogle historier hvori du er sammen med andre mænd, dog kan det jo kun fungerer hvis det også er noget som du er med på, og det skal du absolut ikke tvinge dig selv til at være.

Vi kan virkelig godt forstå, hvis du er bange for at miste ham, hvis ikke du kan opfylde hans fantasier, men ærlig talt, så er det måske bedre, end at du mister dig selv i det. Mange mennesker kan godt gå på kompromis med deres lyster, og mange mennesker kan ikke. Vi kan ikke vide hvilken gruppe din mand tilhører, men måske er det i virkeligheden en form for afklaring, som du har brug for lige nu. Lige nu føler du at I sidder fast, og du mærker en fortvivlelse, der fylder meget. Hvis I kan, så forsøg at sætte jer ned, og vær hudløst ærlige over for hinanden. Fortæl ham helt ærligt, hvis du ikke mener at du nogensinde vil kunne opfylde denne fantasi hos ham, uden at det får konsekvenser for dit mentale helbred og velvære. Det er også en mulighed at tale med en sexolog – I er langt fra det første par der oplever uoverensstemmelser i sexlivet, så det er noget mange sexologer er vant til at tale om.

I kan også prøve at kontakte Partelefonen til at starte med. Det er en gratis telefonrådgivning for par der oplever kriser i deres forhold, og de er også vant til at tale om seksuelle problematikker. Her er et link til deres hjemmeside: https://voresparforhold.dk/om-partelefonen/
Vi håber du kunne bruge svaret, hvis du er i tvivl om noget, eller mangler svar på nogle spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte os igen. Du kan også altid ringe eller chatte med en rådgiver på alle hverdage mellem kl. 15 og 19 på telefonnummer: 70 20 22 66.
De bedste hilsener Sexlinien
Xx132