Der kommer en dag i mange menneskers liv, hvor lysten til at få børn sætter ind.
Sara havde kendt Thomas i 8-9 måneder, da han en dag sagde: Skal vi ikke lave nogle børn?
- Det faldt jeg lige på røven for, for jeg synes ofte, at det er kvinden, som bringer den slags på banen.
Og så gik de i gang med at prøve at blive gravide. Og de prøvede og de prøvede.
Efter halvandet år begyndte de at undre sig over, at Saras mave stadig var flad som en pandekage. Derfor gik de til deres læge og fik taget nogle prøver.
De fik også lavet en kontrastvæskeundersøgelse på hospitalet og alting tydede på, at de godt kunne få børn.
Sara kom oven i købet i en hormonbehandling, der skulle gøre det nemmere for hende at blive gravid.
Alt imens gik tiden – de to prøvede stadig ihærdigt. Men efterhånden blev de ret trætte af situationen.
Da der var gået endnu et år, foreslog lægerne, at de lavede en kikkertundersøgelse på Sara – altså at sende en lille kikkert op i underlivet for at blive klogere på, hvad der var galt.
Det sagde Sara ja til.
- Og så skriver man under på, om man vil have sine æggeledere fjernet, hvis de finder ud af, at der er noget galt med dem.
- Lægerne forklarede, at hvis der var noget galt, var det bedre at få dem fjernet, for det ville gøre det nemmere at blive reagensglasbefrugtet bagefter.
- Jeg valgte bare at skrive under, men jeg var da helt sikker på, at der ikke var noget galt med mig.
Da Sara fik foretaget kikkertundersøgelsen, var hun 29 år. Indgrebet tog et par timer.
Da Sara vågnede, fortalte lægerne, at begge hendes æggeledere havde været defekte, og at de havde fjernet dem.
- Jeg gik fuldstændig i chok.
- Nu kunne jeg helt sikkert aldrig mere blive naturligt gravid. Det dér urinstinkt med, at man selv producerer sine egne børn, det fik bare et smæk med en hammer. Det går ud over ens kvindelighed.
Saras æggeledere var fuldstændigt kludret sammen. Det var tydeligt, at de på et tidspunkt havde været angrebet af en længerevarende – ubehandlet – infektion.
Lægerne spurgte til Saras 'seksuelle historie', som det hedder, og hun var ikke i tvivl:
Da hun var 20, havde hun en kæreste, der ikke kunne holde sig til én.
- Han bollede udenom, og jeg brød med ham, fordi han bollede udenom.
- Men så sås vi noget tid efter, og det endte med, at vi gik i seng sammen igen – uden kondom, fordi vi havde jo lige været kærester i næsten halvandet år.
- Han nærmest svor, at han ikke havde været sammen med andre. Det var lidt dumt at tro på, for jeg havde jo lige slået op med ham, fordi han var utro, men sådan gik det.
Noget tid efter ringede fyren og sagde, at han havde gonoré, og at hun nok også burde blive undersøgt.
Det viste sig, at Sara både havde gonoré og klamydia, og hun vidste ikke, hvornår han havde smittet hende med klamydia, for man kan ikke nødvendigvis mærke det, når man er smittet.
På det tidspunkt var Sara tyve år gammel.
Umiddelbart efter at lægerne havde fjernet Saras æggeledere, blev Sara og Thomas skrevet op til en reagensglasbefrugtning. Ventetiden var næsten to år.
Det positive var, at staten betaler den første reagensglasbefrugtning. Vil man senere have flere børn, må man selv punge ud, og det er dyrt.
Da det endelig blev deres tur, gik det ret hurtigt, og Sara og Thomas fik tvillinger – da var det cirka seks år siden, de havde besluttet sig for at få børn.
- En gang imellem tænker jeg, at hvis det var nemt, så ville vi da nok gerne have nummer tre – men det er ikke nemt. Reagensglasbefrugtning er både meget dyrt og besværligt, og det kan tage mange år, før det lykkes.
- Selv om det er 17 år siden, at jeg fik klamydia, er det bestemt ikke noget, der er ude af mit liv.
'Sara' og 'Thomas' er ikke deres rigtige navne – deres rigtige navne er kendt af redaktionen.