hiv og aids

 

Hvad er hiv og aids?

Hiv er et virus.

Hvis du er smittet med hiv, er du smittet med human immundefekt-virus. Du kan ikke selv udvikle hiv, man skal smittes med virusset for at få hiv.

Hiv nedbryder det immunforsvar, kroppen bruger til at bekæmpe sygdomme med.

Virusset findes i sperm, præsperm, skedesekret, blod og modermælk, hvis du er smittet og ikke er i behandling mod hiv.

Hiv kan smitte til alle; til alle køn, voksne og børn, heteroseksuelle og homoseksuelle.

Behandling kan forhindre nedbrydelsen af immunforsvaret.

 

aids er en diagnose

Aids er en diagnose, som en hiv-smittet person kan få stillet. Aids er altså ikke noget, der kan smitte. Kun hiv kan smitte.

Hvis hiv-virus har nedbrudt kroppens immunforsvar så meget, at lægerne kan måle det i blodet og se det i ens helbredstilstand. Og man samtidig har en eller flere følgesygdomme, kan man få diagnosen aids.

Du kan godt undgå at få aids, hvis du bliver hiv-smittet - det gælder om at blive testet hurtigt og komme i behandling efter du er blevet smittet.

Du kan få et næsten almindeligt helbred og liv som hiv-smittet, hvis du bliver testet hurtigt og får behandling.

 

Hiv Smitter gennem sex og blod

Hiv smitter seksuelt ved sex i skeden, i endetarmen og i munden. Hiv kan også smitte et barn ved fødslen, hvis moren er smittet.

Hiv smitter ikke, hvis man kysser, men kan smitte hvis man får sæd eller blod i munden. Det smitter ikke lige så nemt, hvis det er præsperm eller skedesekret.

Du kan beskytte dig mod hiv ved at hindre kontakt med sæd, skedesekret eller blod. Ved sex kan det fx være ved at bruge kondom, hvis det er muligt.

Adskillige undersøgelser viser, at vira og bakterier ikke kan trænge igennem gummi- eller plastikkondomer.

Kondomer er generelt også meget holdbare, når de behandles korrekt. Når det alligevel nogle gange går galt skyldes det oftest, at brugeren behandler kondomet forkert.

 

hiv: ikke alle får symptomer lige efter smittetidspunktet

Du kan få influenza-agtige symptomer et par uger efter ubeskyttet sex, hvis du er blevet smittet med hiv. Symptomerne forsvinder hurtigt igen. Det er heller ikke alle smittede, der får dem.

Herefter kan en hiv-smittet person gå rundt i årevis uden at mærke noget som helst, men alligevel smitte andre.

Andre tegn på hiv-smitte er, hvis du bliver mere syg end andre mennesker af helt almindelige infektioner som forkølelse eller dårlige mave.

Det kan også være, at du ofte får diarré og taber dig voldsomt. 

 

hiv-test 

Hvis du vil undersøges for hiv, skal du have taget en blodprøve – det kan foregå hos din egen læge eller en hvilken som helst anden praktiserende læge, på et hospital eller en sexsygdomsklinik.

Du kan blive testet anonymt, det vil sige uden at opgive navn eller cpr-nummer, på hospitalet eller en sexsygdomsklinik. Se liste over sexsygdomsklinikker hvor du kan blive testet her.

Testen består ganske enkelt i, at du får taget en blodprøve. Prøven bliver på et laboratorium undersøgt for antistoffer imod hiv og hiv-dna.

Nogle steder anvender man kviktest med hurtigt svar. Det er en priktest i stedet for en egentlig blodprøve, hvor man prikker og tager et par dråber blod.

Statens Seruminstitut modtager indberetning (i anonym form) om alle, der bliver testet hiv-positiv (smittet med hiv).

 

Kombinationsbehandling mod hiv

Der findes ikke en behandling, der kan fjerne hiv-virus fra kroppen, men der findes behandling, der kan standse nedbrydningen af den hiv-smittedes immunforsvar. Og kan forhindre at man smitter sine partnere, hvis man ikke bruger kondom.

Behandlingen består af en kombination af tre eller flere slags medicin og kaldes for ’kombinationsbehandling’. I dag har kombinationsbehandlingen ingen eller få bivirkninger for de fleste.

Hvis en hiv-smittet person opdager sin hiv-smitte i tide, kan hun eller han komme i behandling og kan leve et almindeligt liv uden følgesygdomme og uden at kunne smitte andre.

Opdager den hiv-smittede først sent, at han eller hun er hiv-smittet, kan behandling godt stoppe nedbrydningen af immunforsvaret, men man kan have fået skader som ikke forsvinder.

Hvis ens sexliv giver en øget risiko for smitte med hiv, kan man også få kombinationsbehandling til at forebygge, at man bliver smittet - det kan være hvis man er homoseksuel mand, har mange forskellige sexpartnere uden at bruge kondom hver gang. Når kombinationsbehandling gives sådan, kaldes det PREP (præekspositionsprofylakse).

 

Læs mere om sexsygdomme her.

Foto (øverst): Toby Otter