Corona-virus og sex

Hvad er corona-virus?

Corona-virus er ikke en sexsygdom, men en stamme af virus som influenza og forkølelse også tilhører.

Ny corona-virus smitter via dråber og sekreter fra luftvejene, som overføres ved tæt kontakt.

Derfor kan virusset godt smitte, når man kysser eller har sex med et andet menneske.

Det ny corona-virus har skabt en verdensomspændende epidemi her i foråret 2020, hvor mange bliver syge og nogle dør.

Derfor har regeringen lavet store indgreb i vores allesammens hverdag ved at lukke skoler, uddannelser og arbejdspladser.

 

Må man slet ikke have sex længere?

Måske er du blevet træt af at onanere og vil gerne kunne date igen?

Sundhedsmyndighederne siger, du godt kan dyrke sex under epidemien med corona-virus, men det skal ske med omtanke for at beskytte dig selv og andre. Det tyder ikke på, at ny coronavirus smitter via sæd eller blod, men virussen er påvist i afføring.

De skriver, at sex er et naturligt menneskeligt behov, som kan være sundt for det mentale helbred i svære tider.

Det er selvfølgelig ikke lige let for alle at komme til at dyrke sex - er du single og uden en fast sexpartner, kan det være sværere end hvis du har en kæreste eller bor sammen den, du har sex med.

 

Hvordan beskytter man sig og har sex?

Onani og gensidig onani er selvfølgelig de sikreste måder at have sex på, men jo længere, man har holdt afstand til andre og jo mindre, man har rørt ved en anden, jo større kan trangen til at have sex blive.

Hvis du begynder at have sex med en partner igen, kan du beskytte dig selv og andre ved at overholde de her råd:

  • Dyrk så vidt muligt kun sex med en fast partner - eller så få partnere som muligt (helst de samme få)
  • Dyrk kun sex, hvis I er raske og ikke har symptomer
  • Hold god hygiejne, og husk at vaske hænder (og evt. sex-legetøj) med vand og sæbe før og efter sex og onani
  • Undgå at kysse og kramme nogen uden for din nære omgangskreds.
  • Undgå at bruge spyt som glidemiddel ved samleje og analsex
  • Brug gerne slikkelap eller kondom ved oralsex

 

Hvad med kys og kram?

Vi skal alle sammen fortsat  holde afstand til andre, vi ikke bor sammen med, og undgå kys, håndtryk og anden fysisk kontakt, så det ny corona-virus ikke får mulighed for at sprede sig.

Men sundhedsmyndighederne fortæller nu, at vi godt må give et kram til vores allernærmeste, fx. ens partner, forældre eller børn og børnebørn.

Kun hvis en af dem tilhører en gruppe med høj risiko for et alvorligt sygdomsforløb p å grund af corona-virus skal man undgå kram.

Læs mere om sexsygdomme.