blærebetændelse

 

Hvad er blærebetændelse?

Bakterier i blæren kan give blærebetændelse


Blærebetændelse er betændelse i urinblæren. Det er ikke en sexsygdom, men sex kan godt føre til at man får blærebetændelse.

Flere piger/kvinder end drenge/mænd får det og som kvinde er det meget almindeligt at få blærebetændelse mindst én gang i sit liv.
Nogle mennesker er mere følsomme overfor bakterier i blæren og får derfor hyppigere blærebetændelse.

 

Hvordan får man blærebetændelse?

Blærebetændelse opstår, fordi der kommer bakterier op i urinblæren gennem urinrøret. Det kan ske for begge køn. Ofte er det tarmbakterier. I urinblæren har bakterierne både varme og næring, som de skal bruge for at formere sig. Man kan godt have bakterier i urinblæren uden at få problemer med blærebetændelse, men blæren vil i den situation være følsom overfor fx kulde, og det kan sætte gang i betændelsen.

I nogle tilfælde kan misdannelser i urinvejene være grunden til hyppige blærebetændelser.

Piger/kvinder har en højere risiko for at få blærebetændelse end drenge/mænd, fordi deres urinrør meget kort og der også er kort vej mellem endetarmsåbningen og urinrøret hos dem. Drenges urinrør er meget længere end pigers, så bakterierne når sjældent helt op i urinblæren.


Nogle piger/kvinder oplever at de oftere får blærebetændelse, hver gang de får en ny sexpartner. Analsex kan også være en kilde til blærebetændelse, fordi tarmbakterier nemt overføres til urinrøret sådan.
Symptomer på sexsygdomme som især klamydia og gonore kan minde om blærebetændelse.

 

Hvordan undgår man blærebetændelse?

Man skal undgå at bakterier kommer ind i urinrøret og man skal give bakterierne dårlige vilkår at trives under.

Piger/kvinder kan forebygge at de får tarmbakterier i urinrøret ved at tørre sig fra urinrøret og tilbage imod endetarmen ved toiletbesøg - altså væk fra skeden.
Giv dig tid til at tømme blæren helt for urin, når du er på toilettet - resturin fremmer bakterievækst.

Du kan også drikke rigeligt med almindeligt vand, så blæren skylles igennem og eventuelle bakterier bliver skyllet ud.
Man kan klæde sig varmt på forneden og undgå at få træk eller at sidde på noget koldt.

Har man analsex, kan man bruge kondom og skifte det, hvis man fortsætter med at have sex andre steder end i endetarmsåbningen.

 

Symptomer på blærebetændelse

Blærebetændelse giver svie og smerte, når du skal tisse. Og det føles som om, at du skal tisse hele tiden.
Man kan have en eller flere af nedenstående symptomer på blærebetændelse:


• Hyppig trang til vandladning
• Vanskelig vandladning, hvor det er svært at tømme blæren helt
• Svie eller smerte ved vandladning
• Grumset urin / urin, der lugter grimt
• Blod i urinen
• Underlivssmerter
• Feber og utilpashed

 

Hvordan testes og behandles blærebetændelse?

Man afleverer en urinprøve hos lægen, som lægen undersøger selv eller sender til undersøgelse på et laboratorium.
De fleste patienter med blærebetændelse får penicillin mod infektionen.

 

Læs mere om sexsygdomme her.