Interview om analsex

Lort på pikken eller prikken over i´et?

Interview med unge om analsex

 

Er analsex kun for bøsser eller er det udelukkende noget, der foregår i pornofilm? Der kan være mange fordomme om analsex.

Men analsex er også et emne, som ofte bringer et grin eller skævt smil frem hos os. Hvordan kan det være?

Er det fordi, at det er lidt forbudt? Eller fordi tankerne ledes hen til noget, der ikke dufter af roser, og som vi helst slipper af med bag en lukket toiletdør? 

Analsex handler om andet end lort.

Anja er 28 år og har erfaring med analsex:

- Det er forskelligt, hvad man har lyst til, og hvis folk er til analsex, er det fint nok. Jeg synes, at det er helt fantastisk, når det handler om kærlighed. Jeg kunne aldrig finde på at dyrke analsex med en, jeg ikke stoler 110 % på. Det er super intimt.
21-årige Ida synes, at det er fint med analsex for folk, der tænder på det, selv om det ikke er noget for hende personligt:

- Jeg har aldrig prøvet det. Det er ikke en fantasi, jeg har, og det tænder mig ikke. Men hvis jeg en dag skulle finde det interessant – fx i et fast forhold – er det da ikke noget, jeg anser for at være fuldstændig udelukket.

Rasmuspå 20 år har ikke selv dyrket analsex og er lidt i tvivl om, hvorvidt han vil gøre det eller ej, hvis chancen en dag byder sig:

- Jeg vil måske få lyst til at prøve bare for at finde ud af, hvordan det er, men jeg tror det ikke, for det lyder klamt. Det er mest tanken om, at det er der, lorten kommer ud. Analsex er noget ekstra, man kan føje til, hvis man vil. Det er op til den enkelte.
Karina er 19 år og er ret forbeholden over for at prøve analsex:

- Jeg er ikke videre nysgerrig for at prøve det, og det er på trods af, at mine veninder kun har sagt positive ting om det. Jeg har bare ikke lyst til det.

Peter på 30 år synes analsex er en fed måde at være sammen på med en anden mand:

- Der er også en del, der ikke dyrker analsex, men sådan har jeg aldrig haft det. Man kan opnå en ret fantastisk orgasme ved analsex.

Mathilde er 19 år og har haft analsex flere gange:

- Jeg bliver ved med at prøve det, selv om jeg ikke synes, at det er rart, for jeg håber, at det en dag kan være dejligt, som jeg har hørt, at det kan være.

Mathilde tilføjer, at hun ikke har følt sig presset af en anden person, men at hun nogle gange har presset sig selv, fordi hun gerne ville have, at det skulle være godt for ham og også håbede, at hun selv ville komme til at synes om det. 

 

Lysten skal være der

Hvis du gør noget, som du egentlig ikke har lyst til, er det svært at se, hvordan det skal kunne blive dejligt.

Karina på 19 år:

- Det bliver ikke godt for nogen parter, hvis man ikke kan give sig fuldt ud, og det kan man jo ikke, hvis man ikke synes, at det er lækkert.

Mathilde er 19 år hørte om analsex fra bøssekulturen:

-Det var først i gymnasiet, at det rigtigt gik op for mig, at heteroseksuelle kvinder og mænd også kan have analsex, og at mange faktisk gjorde det.
Anja på 28 år mener, at emnet kan være tabubelagt, fordi folk har meget forskellige holdninger til, om analsex er en naturlig del af et sexliv eller ej.

- Nogle bliver stødt af det, så derfor er det ikke noget, man sidder og råber højt om med veninderne. Nogle opfatter det måske endda som noget bizart.