Svar:
Hej med dig, og tak for at du skriver herind.
Vi vil starte med at sige, at det som du beskriver lyder meget grænseoverskridende og også meget alvorligt. Hvis man har samleje med nogen uden samtykke, så kan det kaldes et overgreb. Du skriver, at du har sagt fra ved at sige nej, ved at græde og ved at ligge passivt. Alle de ting er helt legitime måder at vise, man ikke vil have sex på. Og det skal respekteres. Når man har sex, er man ansvarlig for, at sikre sig at den anden faktisk har lyst.
Det er ikke alle der ved det, men mange overgreb sker i intime relationer. Det kan godt gøre det sværere, at reagere, når en person, man ellers var tryg ved, overskrider ens grænser. Det kan også være sværere at erkende overgrebet, fordi det er netop er et menneske, man har tillid til. For nogle oplever de det som et chok, der gør dem handlingslammede. Nogle får efterreaktioner som træthed, angst, søvnproblemer, svært ved at huske og humørsvingninger. Andre kan komme til at vende de ubehagelige følelser indad og føle, at de selv har gjort noget galt. Men det er
aldrig ens skyld, når man bliver udsat for et overgreb.
Det lyder meget ubehageligt og uforståeligt, at din kæreste ikke er stoppet, når du græd. Du fortjener tillid, tryghed og omsorg, og det lyder faktisk ikke som om, at din kæreste har givet dig de ting.
Dine spørgsmål om, hvorvidt du kan stole på ham, og hvorfor han først siger undskyld nu, er desværre svære for os, at svare på, når vi ikke kender ham. Ikke desto mindre er situationen lige så alvorlig, selvom han nu har sagt undskyld. Måske er det vigtigste egentlig også, hvordan du egentlig har det? Er der er andre slags situationer, hvor du oplever din kæreste har overtrådt dine grænser? Og føler du dig tryg ved ham længere?
Det er rigtig vigtigt, at man kan føle sig tryg, respekteret og afslappet i et forhold og i et ægteskab, og du fortjener ikke at være bange for at dit nej ikke bliver respekteret en anden gang.
Du fortjener at få omsorg og at blive støttet i den her situation, og derfor er det rigtig godt, at du skriver herind, og vigtigt, at du også fortæller det til andre. Måske har du en god ven eller veninde, en forældre eller en anden du føler dig tryg ved, som du kan fortælle det her til? Selvom det kan virke svært at tale om, er det alligevel vigtigt at tale med en person, som du har tillid til, og som kan hjælpe dig.
Derudover vil vi anbefale, at du opsøger hjælp fra nogle, der er professionelle. Center for Voldtægtsofre er et tilbud, hvor du kan få hjælp og de har centre i hele landet. På dette
link, kan du se hvilket center, der ligger tættest på dig. Det kan være, at ordet ”voldtægt” lyder voldsomt, men du skal vide, at de er der for at guide og hjælpe alle, der har været udsat for sex uden samtykke. Og det er dig, der bestemmer, hvilke ord du vil bruge om din oplevelse.
Når der er gået længere end 7 dage siden overgrebet, så starter man med, at ringe derind og så tager man det derfra sammen. De tilbyder både rådgivning og psykologhjælp. Hvis du bor i Københavnsområdet, kan du også få rådgivning inde hos Joan-søstrene, der er link
her, men man kan også ringe derind på 33 14 74 84.
Vi sender dig også et link
her til en emneside om seksualiseret vold fra Lev Uden Volds hjemmeside. Den kunne måske være god, at kigge rundt på også for at få ord på din oplevelse. Hos Lev Uden Vold kan du også ringe og få rådgivning hele døgnet på 1888. Her kan du få hjælp til alle de former for vold, der kan opstå i en kærlighedsrelation.
Vi håber, at du kunne bruge svaret, og håber virkelig du vil række ud til én eller flere af de ovenstående muligheder.
De varmeste hilsner
Sexlinien XX11