Prævention mellem kvinder

 

Kvinder kan smitte hinanden

Sex mellem kvinder og personer med en skede er lige så forskellig og varieret som sex mellem personer af andre køn.
 

Mange tror, at der ikke er nogen risiko for at blive smittet med sexsygdomme, når kvinder og personer med en skede har sex med hinanden. Det er en myte.

Der er en risiko for, at man kan smitte hinanden med klamydiaherpesgonorésyfilis og svamp. Man kan også smitte med hpv-virus, som kan udvikle sig til enten kønsvorter eller celleforandringer og kræft.

Flere sexsygdomme smitter nemlig gennem slimhindekontakt, eller når du får en anden persons skedesekret på dine egne slimhinder. 

 

Hvordan bliver man smittet med en sexsygdom? 

Du kan blive smittet med en sexsygdom ved forskellige former for sex.

Du kan for eksempel blive smittet, når I rører med fingrene ved hinandens kønsdele og du derefter rører ved dig selv. Eller hvis I giver hinanden håndsex i skeden eller i røven, og bagefter rører ved dig selv. 

Du kan blive smittet ved at gnide dine kønslæber mod andres kønslæber eller ved oralsex, hvor I slikker hinanden på hinandens kønsdele.

Du kan også blive smittet, hvis I bruger den samme dildo i skeden eller i røven.

Sådan dyrker du sikker sex 

Der findes flere måder at beskytte sig på, når kvinder og personer med en skede har sex med hinanden, selv om præventionsmulighederne ikke altid er helt optimale. Du kan fx bruge handsker, kondomer og slikkelapper.

Du kan bruge latexhandsker, når I rører ved hinanden, men I skal huske at skifte handsker, hvis I rører ved jer selv bagefter.

Hvis I bruger dildo, kan I vælge at sætte et kondom på dildoen.

Ved oralsex kan I bruge slikkelapper eller Dental Dams, som de hedder på engelsk.

Slikkelapper er et stykke tyndt plastik eller latex, der lægges hen over klitoriskønslæberne eller endetarmsåbningen.

På den måde kan man slikke sin partner uden at komme direkte i kontakt med kønsorganerne, og dermed mindskes risikoen for smitte med sexsygdomme.

Slikkelapper er nemmest at købe via nettet. 

Test for sexsygdomme 

Præventionsformerne til kvinder og personer med skede som har sex, er desværre ikke sikre nok.

Derfor er det en god idé at holde øje med, om der er noget, der føles anderledes end normalt.

Og det er en god idé at lade sig teste regelmæssigt for sexsygdomme hos en læge eller på sexsygdomsklinik.

Du kan måske opleve, at nogle læger mener, at kvinder og personer med en skede, som har sex ikke kan smitte hinanden, og derfor ser de ikke nogen grund til at lave en undersøgelse.

Det kan betyde, at man kan gå rundt og være smittet med for eksempel hpv eller klamydia – og hvis det ikke opdages og behandles, kan det i værste tilfælde kan føre til celleforandringer og livmorhalskræft eller barnløshed. Derfor er det vigtigt, at kvinder – uanset hvem de har sex med – tager imod tilbuddet om screening for livmorhalskræft.

 

Læs meget mere om prævention her