p-piller

Hvad er p-piller?

P-piller er en hormonbaseret præventionsform

P-piller kan bruges af piger/kvinder for at undgå graviditet. Pillerne indeholder kønshormonerne gestagen og østrogen.

P-piller forhindrer at en graviditet kan opstå ved at forhindre en kvindes ægløsning. De påvirker også slimhinden i livmoren, så et æg, der er befrugtet, ikke kan sætte sig fast og udvikle sig. Derudover gør de også slimen i livmorhalskanalen sej og uigennemtrængelig for sædceller.

 

P-piller findes i forskellige former

Hormonerne i p-piller kan sammensættes på forskellige måder. Man kalder dem for monofasepiller og flerfasepiller.

Monofasepiller: Alle piller indeholder samme mængde hormon. De fleste monofasepiller har 21 piller i en pakke. Nogle monofasepiller kan dog have 28 piller i en pakke, men så er de sidste syv piller uden hormon.

Flerfasepiller: Pillerne indeholder forskellig mængde hormon fra pille til pille. De skal tages i en bestemt rækkefølge. Flerfasepiller har altid 21 piller i en pakke - på nær en enkelt type, der har 22 piller i pakken.

Sådan bruges p-piller

I hver pakke p-piller er der en indlægsseddel. Læs den grundigt igennem før du begynder at tage p-pillerne - det kan nemlig være forskelligt fra mærke til mærke, hvornår du skal tage dem.

Tag den første p-pille på den første dag med blødning i menstruationen. Du opnår hermed fuld beskyttelse mod graviditet med det samme. Herefter kan du vælge tage p-pillerne på to måder. Enten gennem at tage én pille dagligt i 21 dage og hold så en pause i syv dage. I pausen får du en blødning. Den er som regel svagere end normalt, fordi du tager p-piller.

Eller du kan også tage p-piller uden at holde pause mellem blisterpakkerne. Du kan vælge at holde pause for hver anden eller tredje blisterpakke eller fortsætte indtil du begynder at få pletblødninger og holde pause der.

Du kan nøjes med at holde en pause på fire dage, hvorefter du begynder på en ny blisterpakke. En pillefri pause må aldrig vare mere end syv dage. Efter hver pause skal du mindst tage en hel blisterpakke før du kan holde pause igen.

Nogle få p-piller har flere end 21 p-piller i blisterpakken. Nogle af disse har fire-syv piller uden hormon til de dage, hvor man får blødningen. De hormonfri piller er markeret, så man kan vide, hvor man er i sin p-pillecyklus.

Det er vigtigt for sikkerheden, at du tager p-pillerne korrekt og ikke glemmer at tage dem.

 

Hvornår virker p-pillerne?

P-piller virker med det samme, hvis du begynder at tage dem i løbet af de første fem dage af din menstruation.  Det nemmeste er dog, hvis du tager den første pille på den første dag, du bløder.

Begynder du på dem senere end den første dag, skal du bruge kondom sammen med p-pillerne i en periode før du er beskyttet af p-pillerne. Enten i syv dage, hvis du begynder med p-pillerne på 2.-5.dagen, eller indtil du begynder på næste blisterark, hvis du først begynder på 6.dagen eller senere.

 

Tre vigtige huskeregler

Der er tre vigtige huskeregler, når du bruger p-piller:

  1. Der må aldrig gå længere end 36 timer mellem to p-piller, hvis du vil være helt beskyttet mod at blive gravid (i de uger, du tager p-piller).
  2. Den pillefri pause må aldrig være længere end syv dage – den må godt være kortere.
  3. For at være beskyttet i den pillefri pause, skal du have taget mindst en hel blisterpakke, fx mindst 21 piller på 21 dage.

 

Hvis du glemmer en eller flere p-piller?

Glemmer du en p-pille, skal du hurtigst mulig tage den glemte p-pille.

Eller hvis du kaster op  eller får diarré før der er gået 3-4 timer efter du har taget p-pillen, skal du straks erstatte den ufordøjede p-pille.

Sørg desuden for at læse indlægssedlen, fordi der kan være forskelle i vejledningen mellem de forskellige p-pillemærker, om hvad du kan gøre.

Du kan desuden læse mere på vores emneside om glemte piller her.

 

Bivirkninger ved p-piller

Når du begynder at bruge p-piller,  kan du få lette bivirkninger, fx kvalme, brystspænding, hovedpine, pletblødning og humørsvingninger. Bivirkningerne går væk igen i løbet af de første par måneder, men hvis de ikke gør, kan du prøve med et andet mærke p-piller. Ofte skyldes vedvarende bivirkninger den type østrogen, der er anvendt i et p-pillemærke.

Du kan få forhøjet blodtryk eller depression, men det er meget sjældent. En graviditet medfører også forhøjet blodtryk til sammenligning.

 

Læs meget mere om prævention her.