hvad kan du bruge porno til?

Vi lever anderledes

Mennesker eksperimenterer med deres samliv med andre, de eksperimenterer med sex – og de eksperimenterer med porno.

Nogle af nysgerrighed, andre for at få stillet deres seksuelle lyster.

 

I dagens samfund er der rigtig mange mennesker, der ikke lever i et livslangt parforhold eller ægteskab.
Hvor man i gamle dage giftede sig tidligt og måske kun havde sex med sin udkårne, ser billedet helt anderledes ud i dag.

Mange lever som singler eller danner først et fast parforhold senere, og mange går fra hinanden igen, efter de er flyttet sammen og eventuelt har giftet sig.

Det er også blevet meget mere okay at have flere kærester eller engangsknald.
Ifølge seksualforsker Christian Graugaard betyder det også, at flere mennesker eksperimenterer med deres seksualitet og køn.

Man kan fx eksperimentere med sex med nogen af sit eget køn eller et andet køn og med forskellige former for sex.

 

Porno på mange måder

Nogle mennesker bruger porno til at eksperimentere med og til at finde ud af, hvad de tænder på.
Andre synes måske bare, at porno kan være sjovt for at se, hvordan man dyrker sex – især hvis man ikke selv har prøvet det endnu.
Gennem porno kan du få et indtryk af, hvordan du kan bruge dine hænder og din mund på din sexpartners kønsdele. Eller hvor klitoris sidder på en pige.
Det kan også være, at du gerne vil se, hvordan det ser ud, når en pik er stiv, eller en dreng får udløsning.
Her kan porno være en måde at få stillet sin nysgerrighed på. Du skal bare huske, at porno er film og skuespillere, og at sex i porno ikke er en direkte afbildning af sex i virkeligheden.

 

Porno og kærester

Du kan sagtens se porno, selv om du har en kæreste, du tænder på. Det er lige som, at det er helt almindeligt at onanere, selv om man har en kæreste.
At din kæreste ser porno er ikke ensbetydende med, at du er for kedelig i sengen, eller at kæresten gerne vil have, at I gør ligesom i filmene.
Den lyst man kan få stillet gennem porno er en anden end den, man får stillet gennem sex med sin kæreste.
Man skal passe på ikke at blande de to ting sammen og tro, at man skal ligne eller opføre sig som dem i pornofilmene.
Som Gert Martin Hald forklarer, så sammenligner vi jo heller ikke vores partnere med de flotte skuespillere, vi ellers ser på film.

 

Foto: 'mArt'n' (øverst)