Her fortæller Sarah på 16 år og Alberte på 17 år om deres første gynækologiske undersøgelse.
Sarah fortæller "Første gang var jeg rigtig nervøs. Det er to år siden.
Jeg snakkede meget med mine veninder om det. Jeg forestillede mig alt muligt om undersøgelsen. Jeg havde ikke haft menstruation i nogle måneder, men jeg havde taget en graviditetstest og vidste, at jeg ikke var gravid."
Hun fortsætter: "Jeg var meget bange for om sekretæren skulle med ind og se på mig. Men det var heldigvis kun lægen, der lavede undersøgelsen. Hun var sød nok og sagde hele tiden, ”nu gør jeg det” og ”nu gør jeg det.” Det gjorde ikke ondt, men det var mærkeligt".
Hun fortæller også "Sidste år blev jeg testet for klamydia på en sexsygdomsklinik, og det synes jeg var nemmere end hos min egen læge. Fordi jeg ikke kendte lægen, så kunne jeg bedre slappe af.."
Alberte fortæller om grunden til at få sin første gynækologiske undersøgelse:
"Jeg var til undersøgelse for lidt over et år siden, fordi jeg havde haft en dårlig sex-oplevelse og havde fået ondt i underlivet.
Jeg var lige fyldt 16. Jeg var meget nervøs inden undersøgelsen, både fordi jeg var usikker på, hvordan det ville foregå, og fordi jeg var bange for, hvad lægen ville sige til mig."
Om selve undersøgelsen fortæller hun, at: "Undersøgelsen var stille og rolig. Han kiggede og rodede lidt og var meget hurtigt færdig. Det var slet ikke så slemt, som jeg havde forestillet mig.
Gynækologen var rigtig sød og meget hensynsfuld. Han forklarede hele tiden, hvad der skulle ske, hvordan det ville foregå, hvad han nu ville gøre osv. Så jeg var hele tiden forberedt på det næste skridt.
Men det var selvfølgelig en meget absurd oplevelse - og jeg var især usikker, fordi han var en mand," slutter hun.
"Det er bestemt mærkeligt og meget grænseoverskridende, men hvis man bare slapper af - både i sind og underliv - er det faktisk ikke så slemt" lyder det fra Alberte.
Sarahs råd lyder, at: "Det bedste man kan gøre er at slappe af, og så snakke med sine venner om det. Det hjælper."
Også Alberte råder andre piger til at prøve at slappe af::
"Det, der er vigtigt at huske inden og under en gynækologisk undersøgelse, er at slappe af. De fleste gynækologer er meget flinke til at forklare, hvad der skal ske."
Foto: Tobyotter