Får ondt i maven over dem han følger
Pige/Kvinde
på _ år
(122194)
Spørgsmål:
Hej Sexlinien Jeg har brug for nogen råd! Jeg dater en meget sød fyr. Han er utrolig omsorgsfuld og sød og vi har det virkelig dejligt sammen. Han er god til at give komplimenter og fortælle mig han synes jeg er sød, er glad for mig osv. Men der er nogen ting jeg ikke kan få ud af hovedet og som jeg grubler ekstremt meget over. Så meget at det går ud over vores forhold. Han følger en del mennesker på Instagram: (2800)venner. Familie, berømte, memeside osv. men en del af dem er også kvinder med meget lidt tøj på… feks OnlyFans modeller. Udover det har han svært ved at komme under sex, men siger han ser porno/onanerer hver dag. (Her kan han godt komme) Jeg kan mærke jeg har rigtig ondt i maven over det og jeg synes måske også det er lidt kikset/taberagtigt at følge Only fans modeller. Både fordi det får mig til at sammenligne mig med dem og det er lidt et “ick” for mig. Følg dog nogen seje kvindelige musikere/politikere/skuespillere istedet!! Jeg er generelt en person der er meget sexpositiv og tror på at det vigtig at have set godt sexliv med sig selv og har generelt ikke et problem med at partnere ser porno/tænder på andre, men det er som om det føles anderledes når han følger dem på insta og jeg kan ikke helt forstå hvorfor? Skal jeg snakke med ham om det? Hvis ja hvordan uden at virke dømmende? Eller er det nogen jeg skal arbejde med mig selv? Er det et gammeldags syn på sexarbejde og måske grænsende til misogynist?
Svar:
Hej med dig, og tusinde tak for dit spørgsmål!
Hvor er det godt du skriver herind så. Vi håber vi kan være behjælpelige med et par råd, så du måske på sigt kan få lidt mindre ondt i maven.
Først og fremmest er det selvfølgelig dejligt at du har mødt en sød og omsorgsfuld mand, og at han er god til at give udtryk for at han også synes du er sød og dejlig.
Du giver udtryk for at det nager dig, at han følger en masse letpåklædte kvinder, og endda også OnlyFans modeller på Instagram, og samtidig giver du også udtryk for at du også spekulere over om det blot er dig der skal arbejde med dig selv. Når man møder noget på sin vej der påvirker en i en særlig grad, så vil der altid være grobund for at man kan arbejde med sig selv, men spørgsmålet er om du i det her tilfælde er den eneste der skal arbejde med dig selv? I er jo to mennesker der har en relation, og der skal være plads til jer begge. Det er helt reelt at du synes det er svært at han følger en masse OnlyFans modeller, da de færreste mennesker, der (selvom de godt vil) helt kan undgå at sammenligne sig selv med andre. Kvinder bliver i langt højere grad seksualiseret på nettet, og mange heteroseksuelle mænd oplever nok ikke på samme måde, at deres kvindelige kærester følger en masse hårdt pumpede skarptskårne mænd med en ordentlig bule i bukserne. Derfor har de måske også sværere ved at sætte sig ind i, hvordan det kan føles når man sidder der som deres kæreste, og får ondt i maven over alle de overredigerede bikinimodeller og OnlyFans creators, som man som regel på ingen måde ligner. Der er selvfølgelig intet galt i at han onanerer eller ser porno, men hvis han gør det i overdrevet grad, kan det godt påvirke sexlivet. Og hvad er så en overdrevet grad? Ja det er lidt svært at definere, men som regel defineres det ud fra, om man gør det i sådan en grad at det påvirker ens relationer og sexliv. Langt de fleste der ser meget porno synes som regel ikke at det er frækkere eller mere spændende end at have god sex med en de holder af, men det kan sommetider føles "nemmere" fordi der ikke er nogle forventninger til en. Det har derfor højst sandsynligt ikke fordi han tænder mere på porno end han tænder på dig, men han kan måske føle et enten bevidst eller ubevidst pres på at skulle præstere når I har sex sammen, måske fordi han også rigtig godt kan lide dig. Vi ved selvfølgelig ikke om det er noget I har talt om, men ellers kan du måske spørge lidt mere ind til, hvorfor han selv tænker at han sagtens kan komme når han ser porno, men ikke når I er sammen, og om der er noget du kan gøre for at ”hjælpe” ham.
Vi tænker at det er vigtigt at du lytter til dig selv og dine grænser. Hvis du kan mærke at du får det skidt over at han ser og følger alle de OnlyFans og bikinimodeller, så er det altså okay. Det behøves slet ikke at betyde at du er en person, der har et gammeldags syn på sexarbejde eller er misogynist for den sags skyld! Man kan godt have en holdning til noget, som ikke nødvendigvis afspejler det man føler. Med andre ord; du kan sagtens have respekt for de personer der laver OnlyFans samtidig med at du ikke kan lide at ham du dater følger dem på Instagram. Man føler det man føler, og det er okay! Det er okay at man rent følelsesmæssigt ikke altid kan leve op til ens idealer eller forestillinger.
Vi tænker bestemt det vil være en god idé at tale med ham, og du kan måske prøve at fortælle ham, at det ikke er fordi du synes der er noget galt med at han ser porno, eller også finder andre kvinder attraktive, men at du bare kan mærke at det giver dig ondt i maven, når han følger så mange letpåklædte kvinder på de sociale medier, og at du ville ønske at det ikke gik dig på, men det gør det altså, og du selvfølgelig gerne vil arbejde med dig selv, og den usikkerhed det skaber i dig, men at du også har brug for at han tager dine følelser omkring det alvorligt, og at du på ingen måder ønsker at dømme ham, men mere ønsker at forstå hvad det giver ham at følge de kvinder. Hvem ved, måske er der virkelig ikke så mange tanker bag. Mange følger alle mulige profiler på instagram, uden at det er nogle profiler de som sådan ”dyrker.” og hvis det ikke er nogen han er begyndt at følge mens I to har set hinanden, så er der uanset hvad ikke fordi han bare har trykket følg uden at tænke på om det vil kunne påvirke dine følelser.
Der er også den mulighed at du kan mærke, at du ikke kan acceptere hans behov for at følge OnlyFans modeller og her må du gøre op med dig selv, om du kan være i relationen, hvis han ikke er åben for at skrue ned for at følge de letpåklædte kvinder, eller ikke viser nogen forståelse over for dine følelser. Det lyder til at du rigtig godt kan lide ham, og måske kan en snak faktisk bringe jer endnu tættere sammen, og være med til at give jer en større forståelse for hinanden.
Vi har lyst til at understrege, at du er mere end velkommen til at ringe herind eller skrive til vores chat hvis du har yderligere brug for nogle råd. Ofte kan vi give en mere dybdegående rådgivning over telefonen eller chatten, da vi her har mulighed for at stille flere dybdegående spørgsmål.
Vi håber du fik lidt med på vejen her. Har du lyst til at ringe er vores nummer : 70 20 22 66. Både vores telefon og chat har åbent på alle hverdage mellem kl. 15 og 19.
De bedste hilsener Sexlinien
Xx132