humørforandringer

Hormoner påvirker dit humør

Humørforandringer betyder, at humøret skifter, tit meget pludseligt.

 

Det ene øjeblik er man glad og lykkelig, og det næste øjeblik er man sur og trist. Eller rasende og gal.

Alle kan opleve humørsvingninger, både børn, unge og voksne.

Men særligt unge i puberteten oplever, at humøret kan ændre sig på et øjeblik, også uden man selv egentlig er klar over hvorfor.

Det kan være noget, man ikke plejede at blive specielt vred på eller glad for før i tiden, som nu gør en rasende gal eller jublende glad.

Det er de store udsving i kroppens produktion af blandt andet kønshormoner i puberteten, der giver unge de store humørsvingninger.

Når puberteten slutter og hormonproduktionen igen bliver lavere og mere stabil, bliver humøret også mere stabilt igen.

 

Hvad kan jeg gøre?

Humørsvingninger kan være svære at håndtere for både en selv og for andre personer, fx forældre eller venner, som ikke rigtig forstår, hvad der sker.

Hvis man tit oplever humørsvingninger, og man synes, at det kan være svært at håndtere, så kan det nogle gange hjælpe at snakke med andre om det.

Det kan fx være en god ven eller ens forældre, men det kan også være andre unge, som har det på samme måde, og som man fx kan komme i kontakt med via internettet.

Man kan også tænke sådan på det, at selvom man er megagal/vred/ked af det, så går det hurtigt væk igen i mange tilfælde.

 

Efter puberteten

Piger og kvinder kan opleve, at deres humør kan blive påvirkede på grund af den hormonelle udvikling igennem deres cyklus.

De kan være mere irritable og have nemmere ved at blive ked af det i betemt perioder af deres cyklus.

Det kan fx. være lige før menstruationen begynder eller under ægløsningen.

Det er forskelligt fra den ene til den anden pige/kvinde, hvor meget humøret påvirkes af hendes cyklus.