Sæd/sperm

Hvad er sæd/sperm? 

Sæd er det, der kommer ud af pikken, når en dreng får udløsning.

 

Sæd eller sperm er den almindelige betegnelse for sædvæske, som består af sædceller og sekreter fra forskellige kirtler i de indre kønsdele. 

Væsken indeholder også fedt, kalk, hormonstof, hvide blodlegemer og afstødte cellerester.

Det er sædcellerne i sæden, der kan befrugte en piges æg, så hun bliver gravid

Det kan ske ved samleje mellem en pige og en dreng, eller det kan ske ved assisteret befrugtning

En dreng begynder at producere sæd i puberteten, men der kan godt gå lidt tid, før han kan få udløsning.

Ved en sædafgang udløses omkring en teskefuld sæd (2-5 ml).

Mængden af sæd kan godt være forskellig fra gang til gang, og fra dreng til dreng.

Den kan afhænge af, hvor længe siden han sidst har haft sædafgang, og hvor længe han er blevet seksuelt stimuleret eller hvordan. 

De første måneder efter den første sædafgang, er mængden tit mindre, fordi kroppen ikke producerer så meget sæd endnu.

 

Farve, smag og tykkelse

Sæd/sperm kan være både lidt klar/gennemsigtig, hvidlig og mælkeagtig samt være lidt gullig.

Alle disse er helt almindelige.

Det er almindeligt at sæden er mere gennemsigtig i de første måneder med sædafgang i en drengs liv.

Hvis ens sæd er rødlig eller lyserød, bør man gå til lægen.

Det kan nemlig tyde på blod i sæden og være et tegn på betændelse i urinvejene eller evt. testikelkræft.

Sæd smager lidt salt, hvis man smager på den.

Den kan også smage lidt bittert eller sødligt afhængigt af, hvad man har spist eller drukket.

Det er ikke farligt at sluge sæd, når drengen/manden ikke er smittet med en sexsygdom.

Jo oftere, du har udløsning, jo tyndere vil sæden være. fx. hvis du har udløsning flere gange på en dag, så vil sæden de sidste gange være tyndere og mere flydende end første gang.