Det er selvfølgelig meget almindeligt ikke at få sædafgang, hvis du ikke er blevet kønsmoden endnu.
Men når du først har vænnet dig til, at din orgasme kommer samtidig med din sædafgang, er det svært, hvis sædafgangen pludselig ikke kommer. Eller både orgasmen og sædafgangen udebliver.
Nogle drenge/mænd beskriver, hvordan de kan blive ved med at forsøge til, det gør ondt på dem selv eller deres sexpartner.
Når det sker, er det mange gange ens psykiske tilstand, der er skyld i det, fordi man er blevet ramt af præstationsangst.
Men manglende udløsning kan være forårsaget både af fysiske eller psykiske problemer.
Det kan være træthed, usikkerhed, stress, præstationsangst, angst, sygdom eller medicin.
Der kan altså være mange almindelige årsager til ikke at kunne få udløsning.
Hvis du plejer at få udløsning, når du onanerer eller har samleje, men ikke får det mere, kan det være en god ide at tale med lægen om det.
Nogle enkelte drenge eller mænd kan opleve, at de faktisk får en orgasme, men at der ikke kommer sæd ud, når de får den.
Det kalder lægerne for retrograd udløsning - retrograd betyder noget i retning af 'rettet bagud'.
Ved retrograd udløsning løber sæden ikke ud gennem urinrøret til urinrørsåbningen, men i stedet ind i blæren.
Fordi sæden havner i urinblæren, vil urinen være uklar og mælket at se på, når man tisser første gang efter at have haft orgasme,
Det ses som komplikation til visse urinvejsoperationer.